Staffeldt og Oehlenschläger

I digtet "Platonisme", skrevet af Schack von Staffeldt i 1802, beskæftiger staffeldt sig med et dualistisk verdenssyn, der tager udgangspunkt i fænomernes verden og ideernes verden. Ideernes verden skildres som den hellige, oprindelige verden, hvor ånder og guder holder til, mens fænomernes verden er en falsk verden, et forvisningsted, hvor især sanser og kroppen står i stor kontrast til det åndelige perspektiv i ideernes verden. Med Staffeldts dualistiske filosofi får fantasien en central placering. Det er gennem anelse, drøm og sang, at digteren nærmer sig det ideelle og hæ­ver sig over den jordiske trivialitet. Fantasien skaber sit eget rum og ophæ­ver tiden.
I digtet "Simon Peder" skrevet af Ohlenschläger i 1805 beskrives, hvordan Simon en går i ét med naturen. Blomsternes taler som et kor til Simon og beriger ham med en åndelig indsigt, han bør videregive til de andre mennesker på jorden. Ohlenschläger vil med dette fortælle, at der bag denne tekst findes et andet sted end jorden, og at Skaberen findes overalt. At den åndelige og den jordiske verden hænger sammen.

Oehlenschläger ser verdenen som en stor sammenhæng mellem den legemlige verden og idéernes verden. At alting hænger sammen i én stor sammenhæng, men hvor menneskene har svært ved at gennemskue, at gud er overalt omkring dem. Menneskene fokuserer på nogle enkelte ting, og det er kun de altseende (digtere, præster og andre oplyste), der kan fokusere på verden som én stor helhed, derfor er det kun disse altseende mennesker, der får den ægte følelse af lykke og kun disse mennesker, der virkelig ville kunne elske himlen. Staffeldt derimod mener, at der er en anden verden, idéernes verden, hvor man er blevet udstødt fra til den jordiske verden. I den jordiske verden skal man bevise, at man er i stand til at modstå alverdens fristelser, for endelig senere at kunne drage tilbage til idéernes verden - den "rigtige" verden.