For hver en rose af Søren Ulrik Thomsen

Digtet handler om tid og tidens gang. I anden strofe skriver han "Men jeg kan ikke bære, at sekundet, hvor en rose blev lagt som tværbjælke øverst i diget, nu er trukket fra tiden, der komer", han bemærker altså, at fra det sekund, hvor han indleder digtet (vi starter med at læse det), er det fortid, de sekunder vi bruger i starten af digtet, får vi aldrig tilbage, hans digt referer altså til sig selv. I 3. strofe snakker han om et højhus og hvordan de levendes aftryk flyder på gardinerne, mes de dødes køres ned, af elevatoren, samtidig med, at det er efterår uden for. Højhuset kunne symbolisere livet, som upåvirket af naturen omkrig den, følger sin egen cyklus, men naturen og mennesket har det tilfældes, at tiden har den samme indvirkning, livet går kun én vej. I fjerde strofe indleder han med, at oktober påny har brændt vores liv ned, der tror jeg, efteåret også er sononym for vores alderdom, og senere skriver han, at ahornen ofrer sit liv til blæsten, det tror jeg betyder, at mennesket ofrer sit liv til tiden. Men der en udvej, en måde hvorpå man kan besjre tiden, og leve videre efter sin død; skriften. "på bordet er blækkets ocean stillet frem - vi har fået en chance til", "mens ahornen ofrer sit liv til blæsten, tætnes digtets ulemnde blodbøg: Fortab dig i skyggen mellem denne bogs blade". Søren referer til hans egen digterkunst, helt specifikt dette digt! Han lever videre i digtet, længe efter han er død, findes alle hans observationer, tanker og følelser på skrift. Det er menneskets måde, at besjre tiden og leve evigt på.