Jeg synes noget af det mest centrale i novellesamlingen, og det mest gennemgående, er den tilstand alle personerne er i. Den er frustrerende for stort set dem alle. Alle ønsker noget andet, er på bunden eller ser passivt til mens livet glider forbi. Ingen lader til at kunne gøre noget ved, det ulykkelige punkt deres liv når eller har nået i den pågældende novelle. Og de der forsøger sig, ender med at stå ligeså ulykkelige tilbage.
Jeg synes især den sidste novelle, immatrikuleret 1.9.1982 samt Lotte var særligt mærkelige. De andre var let forståelige, og personens sindstilstand var lige til. Det er de i og for sig også her, men i slutningen af novellerne vender det hele på hovedet, på en måde der efterlader læseren med undren. i Immakuleret... er det fordi vi ikke længere ved om personerne rundt om bordet er til stede eller ikke til stede, og vi ved ikke hvor personen havner efterfølgende. I Lotte er det lidt det samme. Pludselig finder vi ud af, at hun aldrig har eksisteret, og at hun har været død før hun overhovedet dukkede op, og vi ved ikke længere hvad der egentlig er sket i Martins liv de seneste måneder. Dette synes jeg er to drejninger, der skiller sig ud fra resten af novellerne.
Noget jeg gerne ville undersøge nærmere, er Jan Sonnergaards liv, og hvilke forudsætninger han har, for at skrive så ulykkelige noveller.
Jeg synes faktisk det er en rammende vinkel du har på historierne. I den måde du beskriver 'Lotte' og 'Immatrikuleret...' ville jeg også inddrage 'Historien om en ung mand...'. I alle de tre historier indgår et mærkeligt element, der er svært at forholde sig til.
SvarSletDesuden kunne jeg heller ikke lade være med at tænke på forfatteren, og hvad hans udgangspunkt er for at skrive disse triste noveller. Jeg håber det er fordi, han er en god forfatter. (:
Jeg kunne godt lide dit indlæg, Line!