Generelt er denne anmeldelse af Manohla Dargis negativ. Hun mener, at bogen Drageløberen er betydeligt bedre en filmatiseringen. Dét, at de mange detaljerede beskrivelser i bogen ikke kommer med, gør, at filmen mister dens troværdighed.

Et sted i filmen, hvor jeg synes, man mister troværdigheden, er når man ser Assefs karaktér. For det første ser han ikke spor frygtindgydende, stærk eller farlig ud. Måden han er beskrevet på i bogen er så langt væk fra filmatiseringen, at hvis jeg ikke med mine egne øjne havde set ham voldtage Hassan, så havde jeg ikke gættet det var ham. Man får beskrevet i bogen, at han har lange lyse krøller, og at hans mor kommer fra Tyskland. Der bliver samtidig beskrevet at forældrene er bange for ham, hvilket jeg på ingen synes kommer til syne i filmen.

Som hun blandt andet lægger vægt på i anmeldelsen, bliver der ikke ser meget til de politiske og historisker aspekter i filmatiseringen. Istedet lægger vægt på landskabet og dens omgivelser, og vi får en masse spirrende farver og smilende børn. Den ting som instruktøren gør rigtig i filmatiseringen, er hans fokus på dragerne. Den starter med drager og slutter med dragerne. En rimelig klassisk metode at bruge, men jeg synes, at den virker ganske udmærket.

Manhola Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

Manohla Dargis er efter min mening en smule ekstrem i sin anmeldelse, da hun nærmest intet positivt har tilovers for filmen. Jeg synes, at filmen var ganske rørende på sin helt egen måde, selvom den flere steder falder igennem, når man perspektiverer til bogen. Dette anser jeg dog som værende en selvfølge, da filmatiseringer stort set aldrig lever op til bøgernes kvalitet hvad angår uddybelse af emner, temaer osv.

Noget jeg dog er enig i, er kritikken er de dårlige skuespillerpræstationer samt den ringe casting, som har fundet sted. Specielt synes jeg, at Assef, filmens bølle, der har en meget dominerende rolle i filmen, falder igennem. Da jeg læste bogen, anså jeg Assef som en stor, uhyggelig og truende type, hvilket slet ikke er tilfældet i filmen, hvor han nærmere er lille og spinkel. De generelle skuespillerevner blandt filmens børn kan heller ej komplimenteres, da disse mest af alt minder om skoleteaterskuespillere.

Når der bliver lavet en filmatisering af en bog, vil der altid blive stillet spørgsmålstegn vedrørende filmens kvalitet i fohold til bogen. I dette tilfælde vil jeg mene, at bogen er langt bedre. Dette grunder jeg med, at stort set alt i bogen er langt mere uddybet end i filmen. Her tænker jeg mest på relationsforholdene mellem de forskellige karakterer, som er meget detaljeret malet i bogen, mens det blot skitseres i filmen.

Ydermere lever skuespillerpræstationerne som sagt heller ikke op til det, man umiddelbart kunne håbe på. Dette kan meget vel resultere i, at filmen bliver utroværdig for seerne, da filmen dermed virker urealistisk.

2.f Dansk: Manohla Dargis

Om Manohla Dargis' anmeldelse af Drageløberen- Asma Sadaqat

Manohla kommer med en del kritik om filmen Drageløberen. Hun mener at følelsesmæssige scener i filmen er uægte end i bogen. Og den del er jeg enig med hende, fordi jeg synes i bogen der er følelsesmæssige scener meget stærke, og det vækker ens følelser og virker meget realistisk hvorimod i filmen synes jeg det virker meget tomt og mangelfuld.

Den anden kritik Manohla tager op er at hun synes at skuespillerne ikke er gode til deres roller. Jeg er også enig med hende her, fordi skuespillerne har en stor rolle for god film, og dette er ikke tilfælde i denne film.

Så en konklusion på dette er at det er en virkelige og tankevækkende bog, men filmen som tager udgangspunkt i den samme historie er ikke så vellykket på grund af de ovenstående problemer.

Manohla Dargis

Manohla Dargins filmanmeldelse af Drageløberen er lige kritisk nok efter min mening. Det er fint med kritik, især som anmelder men hun giver den ikke en chance som flere fra New York Times også nævner. Jeg er dog enig i noget af hendes kritik. Skuespillernes præstationer er ikke særlig indlevende. Hun fokuserer også på mindre væsenlige ting som, at filmen er optaget i Kina samt at skuespillerne ikke stammer fra Afghanistan. Det vigtigste efter min mening som manglede var de følelser mellem karakterene. Især forholdet mellem Amir og faderen. Det var voldsomt at læse om den enorme udvikling mellem fader og søn, der jo betød enormt meget for Amir. Der var mange andre detaljer fra bogen der glippede i filmen. Da Amir spørger sin fader om han har overvejet nye tjenere foregår det indenfor i filmen, hvor de i bogen laver havearbejde. Man ser heller ikke Amir og faderen går fra at være rige til fattige flygtninge i USA. Altting er meget rent i filmen. Manohlas forventinger lyder til at de ligesom når man læser bogen føler det hele meget autentisk og realistisk. Da bogen ikke er en biografi eller historisk korrekt (faglitteratur) men en fiktiv roman med spor af virkelige hændelser, historiske begivenheder og egne erfaringer, virker bogen så "ægte". Lige fra at have læst en bog til at se filmatiseringen vil der altid være mange ting der er skåret fra og må derfor naturligvis skuffe. Denne film synes jeg ikke går nok i dybten med detaljerne og følelser og mister derved en hvis alvor og indlevelse som jeg mærkede i bogen. Filmen er "fin" men bogen finerer, ligesom i så mange andre tilfælde.

Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

I Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen kommer hendes tydelige skuffelse af filmen klart til udtyk. Hun giver bl.a. udtryk for den manglende autencitet, som især skinner igennem ved de følelsesmæssige scener i filmen, hvilke hun mener er for hykleriske og uægte. Denne kritik af autenciteten kan selvfølgelig diskuteres udfra, om det kun er en mangel i filmen. Filmen beskriver de følelser og handlinger, der kommer til udtryk i bogen, men måske ikke godt nok? Jeg må sige, at jeg var yderst imponeret over bogen, og jeg synes bestemt ikke, at følelserne virkede uægte på noget tidspunkt i bogen. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor troværdige og sandsynlig nogle af handlingerne er, men det synes jeg bestemt ikke var en problematik, der kom til udtryk i bogen. Men jeg må så samtidig også indrømme, at filmen på ingen måde levede op til den velskrevede og meget autentiske bog, Khaled Hosseini har skrevet. Efter min mening kom filmen slet ikke i dybden med de meget stærke følelser, der beskrives i bogen, og jeg synes der var nogle vigtige mangler, f.eks. beskrives Amirs lange tur på vej til Kabul for at hente Sohrab slet ikke lige så autenciske, som den gøres i bogen, og sådanne eksempler synes jeg, der var mange af. Udover det må jeg også give Dargis ret i hendes kritik af skuespillerne, for de var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og det synes jeg virkelig sætter sit præg på filmen. Filmen stemmer dog utrolig meget overens med bogen, hvilket jeg umiddelbart ville have antaget som en god ting, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig lykkedes i denne omgang. Filmen virker bare som et dårligt resume af bogen, hvor kun de vigtigste pointer er medtaget. Men alt i alt en fantastisk vellykket bog - dog med en ringe filmatisering.