Manohla Dargis er efter min mening en smule ekstrem i sin anmeldelse, da hun nærmest intet positivt har tilovers for filmen. Jeg synes, at filmen var ganske rørende på sin helt egen måde, selvom den flere steder falder igennem, når man perspektiverer til bogen. Dette anser jeg dog som værende en selvfølge, da filmatiseringer stort set aldrig lever op til bøgernes kvalitet hvad angår uddybelse af emner, temaer osv.
Noget jeg dog er enig i, er kritikken er de dårlige skuespillerpræstationer samt den ringe casting, som har fundet sted. Specielt synes jeg, at Assef, filmens bølle, der har en meget dominerende rolle i filmen, falder igennem. Da jeg læste bogen, anså jeg Assef som en stor, uhyggelig og truende type, hvilket slet ikke er tilfældet i filmen, hvor han nærmere er lille og spinkel. De generelle skuespillerevner blandt filmens børn kan heller ej komplimenteres, da disse mest af alt minder om skoleteaterskuespillere.
Når der bliver lavet en filmatisering af en bog, vil der altid blive stillet spørgsmålstegn vedrørende filmens kvalitet i fohold til bogen. I dette tilfælde vil jeg mene, at bogen er langt bedre. Dette grunder jeg med, at stort set alt i bogen er langt mere uddybet end i filmen. Her tænker jeg mest på relationsforholdene mellem de forskellige karakterer, som er meget detaljeret malet i bogen, mens det blot skitseres i filmen.
Ydermere lever skuespillerpræstationerne som sagt heller ikke op til det, man umiddelbart kunne håbe på. Dette kan meget vel resultere i, at filmen bliver utroværdig for seerne, da filmen dermed virker urealistisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar