Manohla Dargis

Manohla Dargins filmanmeldelse af Drageløberen er lige kritisk nok efter min mening. Det er fint med kritik, især som anmelder men hun giver den ikke en chance som flere fra New York Times også nævner. Jeg er dog enig i noget af hendes kritik. Skuespillernes præstationer er ikke særlig indlevende. Hun fokuserer også på mindre væsenlige ting som, at filmen er optaget i Kina samt at skuespillerne ikke stammer fra Afghanistan. Det vigtigste efter min mening som manglede var de følelser mellem karakterene. Især forholdet mellem Amir og faderen. Det var voldsomt at læse om den enorme udvikling mellem fader og søn, der jo betød enormt meget for Amir. Der var mange andre detaljer fra bogen der glippede i filmen. Da Amir spørger sin fader om han har overvejet nye tjenere foregår det indenfor i filmen, hvor de i bogen laver havearbejde. Man ser heller ikke Amir og faderen går fra at være rige til fattige flygtninge i USA. Altting er meget rent i filmen. Manohlas forventinger lyder til at de ligesom når man læser bogen føler det hele meget autentisk og realistisk. Da bogen ikke er en biografi eller historisk korrekt (faglitteratur) men en fiktiv roman med spor af virkelige hændelser, historiske begivenheder og egne erfaringer, virker bogen så "ægte". Lige fra at have læst en bog til at se filmatiseringen vil der altid være mange ting der er skåret fra og må derfor naturligvis skuffe. Denne film synes jeg ikke går nok i dybten med detaljerne og følelser og mister derved en hvis alvor og indlevelse som jeg mærkede i bogen. Filmen er "fin" men bogen finerer, ligesom i så mange andre tilfælde.