Drageløberen - Steffen

Jeg syntes at Drageløben har nogle klassiske temaer som: Krig, flugt og svigt.
De 3 ting er meget centralt i Bogen.

• Krigen - Der er flere krige i filmen. Der er indvaderingen af sovjet unionen, Krigen med Taliban og krigen med sig selv, om man tør stå op for autoriteter.
• Flugten - Flugten fra krigen, Flugten fra sandheden, flugten fra sig selv.
• Svigt - Svigt ved ikke at fortælle sandheden, svigt ved at rejse og svigt ved ikke at rede andre.

Jeg syntes det er mærkeligt at historien er så autentisk. Det er jo en gribende historie. Det er underligt hvordan den enlig har åbnet mine øjne og visket nogle af mine stereotype forestiller væk fra mig.

Noget som jeg gerne ville undersøge nærmere var hvordan man kan tjene så mange penge ved at stå på et loppe marked og sælge og købe hinandens ting.
Men også hvor meget forfatteren har lagt af sig selv i bogen, Fx er Drageløberen Khaled Hosseini debut roman. mens at det i bogen er Amirs debut bog.

Om Manohla Dargis' anmeldelse

I Manohla Dargis anmeldelse af Drageløberen som film, kommer hun ind på op til flere kritiske punkter ved filmen. Flere af dem vil jeg indrømme, at jeg kan nikke genkendende til. De dårlige skuespilspræstationer, for eksempel - for det var noget af det, jeg tænkte meget over mens vi så filmen. For det var ikke ligefrem prangende arbejde fra de voksne skuespillere...
Et andet punkt, som jeg også føler mig enig i, er at krigen glorificeres - og dog. For der var ikke meget af den! Jo, selvfølgelig forsøges der på en retfærdiggørelse af, at amerikanerne gjorde som de gjorde. Ved at fremstille det som et land, der efter russerne blev overtaget af taleban som blot gjorde alt værre. Men i filmen, synes jeg overhovedet ikke, at krigen spiller fokus - jo, de flygter da fra Afghanistan til USA. Og jo, det er da slemt da Amir kommer tilbage. Men alt om USA er her udeladt. Ligesom det ikke rigtigt virker som om, at filmen inddrager det politiske der er at finde i bogen - på trods af alle de ting den ellers berører! Det er som om, at de har været meget bange for at berøre dette emne. Måske pga. hvordan USA ville reagere på det?
Alt i alt føler jeg mig meget enig i, hvad Manohla Dargis i 2007. Omvendt synes jeg også godt, at jeg kan følge læsernes kritik. Men så fantastisk et udfald syntes jeg dog ikke, at filmen viste sig at være. Jeg følte, at den blev for hollywoodagtig og "alt skal nok blive godt igen", hvor bogen tværtimod bare blev mere og mere forfærdelig. Filmen var på en og samme tid for hurtig, og for langtrukken. Langtrukken i hele det lange stykke, inden Amir tog tilbage til Afghanistan, og alt for hurtig i det, at vi ikke får noget af vide om Sohrabs selvmords forsøg - hvilket jeg synes er meget væsentligt i forhold til det, der udspiller sig!
Om en filmatiserings kvalitet kan måles på overensstemmelse med bogen, vil jeg mene er forskelligt for hvert tilfælde. I dette tilfælde synes jeg dog, at bogen er langt bedre. Måske, ville jeg have set anderledes på det, hvis det var længere tid siden jeg havde læst den - eller så filmen inden! Så det vil jeg mene, er meget individuelt fra person til person, og fra film til film...

Manohla Dargis 'anmeldelse af 'Drageløberen'

Jeg er enig med ms. Dargis udtalelser omkring den manglende beskæftigelse med politik eller historie i filmen, og jeg finder det selv underligt, da det lige netop var noget af det, jeg fandt interessant, da jeg læste bogen. Som hun skriver: " - der er ingen årsager eller positioner, kun skurke og rædsler - (...) tilbyder os i stedet en række stemningsfyldte, realistiske landskaber, farverige seværdigheder og smilende drenge." Det virker som om at filmen skal pakkes mere ind, for at blive appetitlig, for at sælge, i forhold til bogen, måske fordi det er to forskellige slags publikum? Dét, mener jeg, er ærgeligt og synd, for ikke alene er historien og politikken spændende, men den er også utrolig vigtig for hele verden, da krig altid skal undersøges, kigges på, kritiseres. Som en af læserreaktionerne også kommenterer: "lefleriet for et publikum, der er pinligt uvidende om det meste af verdenshistorien". Igen, jeg kan ikke lade være med at tænke at sex sælger og det gør kedelig, politisk historie bare ikke. Ærgeligt! Desuden, som en anden læserreaktion også er inde på, er det da underligt at Amerikas rolle under den sovjetiske invasion ikke bliver beskrevet OVERHOVEDET? Det gør den selvfølgelig heller ikke rigtig i bogen, og det undrer jeg mig egentlig også lidt over.

Nu er det noget tid siden, jeg har set filmen, men jeg mindes at kunne huske, at jeg ikke var videre imponeret over skuespilpræstationerne, ligesom ms. Dargis. Jeg tror, at det hænger sammen med min fascination af litterartur, og det fantastiske univers det tillader dig adgang til. Når først jeg har lavet mig mine billeder, trukket al saft og kraft ud af bogen, så er det virkelig svært for mig at skulle forholde mig til nye, anderledes, fremmede billeder.

Men, det må også være svært at være anmelder, for du påtager en stemme og en holdning, som rigtig mange mennesker kan være uenig med dig i. Jeg mener, det kan jo godt være at det bare ikke var meningen med denne film at den skulle sætte forkus på fremstillingen af Afghanistans historie, og det vil jo altid stå til diskussion, hvad der skal lægges vægt på i en "fortolkning" som en filmatisering vel godt kan kaldes. Det er i hvert fald min holdning at instuktøren godt kunne have lagt mere vægt på den historiske og politiske del af denne historie.

Nu, når jeg har påstået, at en filmatisering er en slags fortolkning, så bliver jeg jo nødt til at stå ved det, og sige at en filmatiserings kvalitet ikke kan måles på dens overensstemmelse af bogen, da den på sin vis bør bedømmes ud fra sit eget grundlag. Altså, en filmatisering er en selvstændig fremstilling. Men, igen, når jeg nu har læst bogen, og godt kunne lide den, så var det svært, for mig, at tage nye, friske briller på og se filmen med friske øjne. Bogen hang meget over mit hovede. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag. Jeg har altid opfattet bøgerne som værende de bedste fremstillinger kontra filmatiseringerne. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag.

Drageløberen - Manohla Dargis - Steffen

Jeg syntes at Manohla til dels har ret. Der er en del at tage fat i. Bland andet det som som hun nævner omkring spørgsmålet "er det virkelig så slemt, som jeg høre" for han burde virkelig vide det, man mister jo ikke kontakten til det sted som man kommer fra. Især ikke når man bor i et muslimsk område. Men filmen og bogen er mangel fuld, blandt andet bliver der ikke nævnt noget om det politiske system. og selv om at Drageløberen følger den muslimske synsvinkel, syntes jeg den er mangler perspektiv. Den får det Taliban til at se ud som at det er en retfærdig måde at behandle de andre muslimske boger på.
Bla syntes jeg at filmen holder sig fint til bogen. Det er jo klart at man ikke kan skære 12 timer ned til 2 men alligevel er der så mange ting som kommer til at mangel. Det er de små vigtige detaljer.

Manohla Dargis kritiserer bl.a. den dårlige skuespilpræstation, som jeg vil give hende delvist ret i. Men ikke kun præstationerne er kritisable, men derudover er castingen heller ikke specielt god. Assef, den hårde type, er i filmen en splejset, grim fyr, som ikke virker yderligere truende, men nærmere kikset og faktisk latterlig. Hans manglende skuespillerevner gør ikke dette bedre.

Hun nævner også at sceneopstillingerne er 'banale', og spændingsløse, hvilket jeg er enig i. Det er ikke et kunstprojekt i den æstetiske forstand, og det har selvfølgelig slet ikke været det der har været meningen, men filmen kunne have været meget stærkere, hvis skuespil og filmning havde været bedre og mere gennemtænkt. F.eks. da Amir sidder med Rahim Khan i sidstnævntes lejlighed og Amir får at vide at Hassan er hans nevø er klipningen uinteressant og går fra ene person til anden, og samtidig med et ringe skuespil fra skuespilleren Amir’s side. Skuespilleren, der spiller Rahim Khan, er dog modstykket og bevarer den rolige personlighed, som er så vigtig for hans rolle.

Til spørgsmålet om en filmatiserings kvalitet kan måles på dens overensstemmelse med bogen, er det svaret nej. Der er ingen tvivl om, at filmatiseringen selvfølgelig skal læne sig op ad bogen, men det kan blive nødvendigt at undlade nogle hændelser eller ellers så vigtige ting fra bogen af tidsmæssige årsager. Det er ikke alt, der kan skrives i en bog, som kan vises ligeså flot og meningsfyldt på film, og så kan det være nødvendigt at vise det på andre måder med filmiske virkemidler.

Anmeldelse af drageløberen

Manohla Dargi skriver i sit indlæg meget kritisk om filmen ''drageløberen.'' Hun kommer blandt andet ind på at filmen ikke virker autentisk, skuespillerene kommer med en dårlig præsentation og at krigen bliver gjort til noget godt, selvom det i virkeligheden skaber en masse kaos og ødelæggelse. I en af de feedbacks hun får er der en der siger ''Hvorfor få en til at anmelde filmen, når hun ikke kan lide bogen'' ? Der vil jeg sige jeg er meget enig. For ligeså snart filmen begynder, kunne man sagtens forestille sig at fra hun sætter sig ned for at se den, har hun et kritisk syn fra den starter til den slutter. Man kan selvfølgelig ikke sige om hun er professionel nok til at kunne skelne mellem bog og film. Jeg kunne personligt meget godt selv lide bogen, da man får en masse følelser og sanser ind så man kan fornemme hvordan det er at være Amir. Men da vi så filmen følte jeg ikke rigtig det sammenhold Hassan og Amir havde til hinanden, som man får når man læser bogen.

Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

I Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen kommer hendes tydelige skuffelse af filmen klart til udtyk. Hun giver bl.a. udtryk for den manglende autencitet, som især skinner igennem ved de følelsesmæssige scener i filmen, hvilke hun mener er for hykleriske og uægte. Denne kritik af autenciteten kan selvfølgelig diskuteres udfra, om det kun er en mangel i filmen. Filmen beskriver de følelser og handlinger, der kommer til udtryk i bogen, men måske ikke godt nok? Jeg må sige, at jeg var yderst imponeret over bogen, og jeg synes bestemt ikke, at følelserne virkede uægte på noget tidspunkt i bogen. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor troværdige og sandsynlig nogle af handlingerne er, men det synes jeg bestemt ikke var en problematik, der kom til udtryk i bogen. Men jeg må så samtidig også indrømme, at filmen på ingen måde levede op til den velskrevede og meget autentiske bog, Khaled Hosseini har skrevet. Efter min mening kom filmen slet ikke i dybden med de meget stærke følelser, der beskrives i bogen, og jeg synes der var nogle vigtige mangler, f.eks. beskrives Amirs lange tur på vej til Kabul for at hente Sohrab slet ikke lige så autenciske, som den gøres i bogen, og sådanne eksempler synes jeg, der var mange af. Udover det må jeg også give Dargis ret i hendes kritik af skuespillerne, for de var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og det synes jeg virkelig sætter sit præg på filmen. Filmen stemmer dog utrolig meget overens med bogen, hvilket jeg umiddelbart ville have antaget som en god ting, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig lykkedes i denne omgang. Filmen virker bare som et dårligt resume af bogen, hvor kun de vigtigste pointer er medtaget. Men alt i alt en fantastisk vellykket bog - dog med en ringe filmatisering.

2.f Dansk: Drageløberen - Emma.

2.f Dansk: Drageløberen -Asma Det centrale i historien er at Amir og Hassan ikke kan være venner på grund af deres vidt forskellige baggrund og Hassans udseende. Hassan er en hazara dreng, som på dette tidspunkt var folk som tilhørt middelklasse, og er ikke oprindelige fra Afghanistan, hvor Amirs far er fra en velstillet klasse, så de to har ingenting tilfældes. Hassans har et stort kærlighed og respekt for Amir, man Amir har til sidst en ubehagelige opførsel overfor Hassan, fordi han indser at Hassan ikke betyder noget for andre mennesker han er bare en Hazara dreng, og hvorfor skal man respektere og have kærlighed for en Hazara? Senere fortyder han den måde han har behandlet Hassan og har dårlige selvfølelse. Det andet ting er at Baba har høje forventninger til Amir, han vil have han en dag skal blive læge, og folk ser op til ham. Amirs drømme viser sig at være helt anderledes, og Amir kan ikke leve op til sin fars forventninger. Så æren spiller meget stor rollei historien. Jeg vil gerne undersøge hvorfor Aseef er blevet taleb, fordi i hans ungdom virkede han ikke religiøs og vi får at vide at hans var fra Tyskland

Drageløberen - Emma.

Jeg vil give mange ret i, at noget af det helt centrale i denne historie er svigt og skyldfølelse. Men det centrale er ikke kun denne svigt og skyldfølelse - men netop også, hvordan han vælger at takle og gøre op med denne skyldfølelse. Derudover lægges der utrolig meget fokus på ære og stolthed. Noget der - ligesom mange andre - undrer mig, er Amirs behandling af Hassan. Hassen er evigt loyal og tilgivende overfor Amir, hvorfor det godt kan undre at han ikke får den samme behandling og godhjertethed igen - især da han tit beskriver, hvor utrolig meget Hassan betyder for Amir. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvad der sidenhen skete med Sohrab.

Drageløberen - Carl-Emil

Jeg vil mene at det helt essentielle i denne historie må være Amirs skyldfølelse, og hvordan han vælger at takle denne. Altså, hvordan han vil prøve at gøre op for den måde han har syndet på tidligere, og betale sin "gæld" tilbage til Hassan.
Jeg tænker også, at det essentielle også er den påvirkning som samfundet har på Amir og Hassans forhold, hvordan deres traditioner og levevis og hvordan det kommer til udtryk ved deres handlinger.
Det er også der jeg i virkeligheden undrer mig. Hvordan kan det være at Amir reagerer i forhold til Hassan som han gør? Om det er misundelses over måden faderen er over for ham på, eller hvad det kan være. Jeg synes nemlig at han reagerer på en usympatisk og irrationel måde over for en person han kalder sin "ven"

Drageløberen

Det centrale i romanen er ære, skam, svigt/skyldfølelse. Amir har siden fødslen følt skam i livet, i og med at moderen forblødte, da hun fødte ham. Opvæksten hos faderen er udadtil fornem, men indadtil magler der nogle basale behov som kærlighed, respekt, og anderkendelse. Faderens forventninger, hans adfærd og holdninger lægger hele tiden pres på Amir, der selvfølgelig ønsker at opnå accept. Amirs drømme viser sig at være helt anderledes i forhold til faderens håb, hvilke tager lang tid for faderen at indse. Det er interessant hvordan forholdet mellem far og søn ændres i bogens forløb. Et andet centralt emne kan være forholdet mellem menneksets egen ondskab og kærlighed. Hassan og Amirs venskab lider under forskellige hierakiske vilkår, hvilke gør venskabet ufatteligt svært. Det undrer også mig en smule at at Amir lader sin vrede ramme Hassan så hårdt som det gør, og at han formår at svigte ham for livstid. Jeg ville gerne undersøge, hvordan det sidenhen er gået med den stakkels Sohrab. Romanen tror jeg både er voldsom fiktion og samtidig fattelig virkelighed!

Drageløberen - Frederik Holm.

Som de kloge piger fra vores klasse allerede har skrevet, så kan man ligge vægt på mange vinkler i historien. Dog vil jeg mene at det mest centrale i teksten er den måde Khaled Hosseini formår at fremstille Afghanistan på. 

Selvom det er en fiktiv bog, formår den at tage os ud på en rejse, der tager os igennem Afghanistans historie fra de tidligere 1970'ere til ca. år 2001. 

Afghanistan blev først kendt efter 2011 efter de to tårne braste sammen d. 11 septemper 2001. Derfor  de fleste mennesker ikke i vesten ikke identificere landet med andet end opiumhandel og terrorister. Det lykkes Khaled Hosseini at lave om på disse fordomme og giver os et andet billed end det Afganistan medierne præsentere. 

Dragerne er i Afganistan et symbol på håb og fred, fordi dragerne flyver op mod himlen, hvor den eneste der kan styre skæbne og skabe fred er, nemlig Gud. Så i alene titlen prøver Khaled Hosseini, at vise os at alt Afghanerne i virkeligheden ønsker er fred, i stedet for at forsætte den meget blodige historie. 

Drageløberen

Det centrale i teksten er som de fleste nok er enige i, skyldfølelsen. Man hører meget om den gennem hele historien. Men jeg synes også at det er hans stræben efter at gøre alt, for at få hans fars respekt. Hvilket ikke er så mærkeligt, da mange børn ser op til deres forældre.
Men det er mere den måde han svigter Hassan på og aldrig gør noget ved det der virker underligt. Jeg kan godt forstå ham at han måske ikke bare griber ind med det samme da han ser dem overfalde Hassan i gyden - Men at han ikke henter hjælp, eller med tiden prøver på at rode bod på det (Han gør det lidt til sidst ved at tage hans barn til sig, og acceptere hans far ikke er så perfekt som han har gået og troet hele hans barndom)
Så jeg ville rigtig gerne vide hvordan tingene var gået hvis de to barndomsvenner havde taget kontakt til hinanden.

Khaled Hosseini: Drageløberen

Jeg er helt enig med Maja om, at det centrale i denne roman må være Amirs skyldfølelse og ikke mindst det kæmpe fokus, der lægges på ære og stolthed. Amir gennemgår en stor udvikling gennem bogen, og det virker som om, han til sidst vælger at bryde med denne stolthed og ære, imed han accepterer Hassan som sin uægte bror og Sohrab som hans nevø uden at ligge skjul på, hvordan dette har kunnet lade sig gøre. Jeg kan dog stadig undre mig over, hvorfor Amir ikke gør noget ved denne ulidholdelige skyldfølelse, han bærer rundt på efter episoden ved gyden. Den plager ham utvivlsomt, og med hans ellers ærlige sind kan det være svært at forstå, hvorfor han ikke gør noget for at mindske den noget før. En anden ting, der har undret mig, er som Maja også skriver Amirs dårlige behandling af Hassan. Hassan er loyal og vil gøre alt i verden for Amir, men det synes ikke, at gå op for Amir før det er for sent, og dette undrer mig, idet han til tiden også beskriver, hvor meget Hassan betyder for ham.

Drageløberen

Jeg synes, at det er svært at finde en specifik central ting. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok ligesom Signe tage fat i synden. Det var i hvert fald det, jeg bed mærke i som en meget central ting. Især på grund af samtalen med faren om, hvad synd egentlig er. Det er også et meget gennemgående emne i hele teksten - og man sidder lidt tilbage med følelsen af ikke at vide, om der egentlig er blevet gjort op med Amirs synd. Jeg ved ikke, om jeg helt syntes at der var noget vildt mærkeligt i bogen - men det gjorde mig sur at filmen ikke havde det sidste med, det blev alt for happy ending agtigt, for drengen skal jo så grueligt meget ondt igennem... Jeg ville gerne undersøge, hvorfor Amir får Hassan "fyret" og sendt væk - og hvorfor hans samvittighed tillader dette.

Drageløberen - Khaled Hosseini

Jeg synes, at synd er centralt. Hvad er synd? Hvem er ond? Jeg har sympati med alle karakterene. Ondskaben i denne fortælling kan jeg slet ikke holde ud. Jeg kan ikke klare at to små drenge sættes i verden og deres skæbne er forudbestemt på en sådan måde at lige meget hvad der sker, så vil de på et eller andet tidspunkt skulle rydde op efter deres forældre. Jeg synes, Assef er en underlig karakter, men han runder historien godt af. I mine øjne får det dog lidt en Hollywood-virkning, men det er måske også tiltrængt, for at kunne holde det hele ud. Jeg synes også, at det er mærkelig/sjovt, at jeg havde en fornemmelse af at den første del af historien i Afghanistan, Kabul, hvor Amir og Hassan er børn, varede meget længere, i forhold til den fornemmelse jeg havde anden gang jeg læste den. Jeg vil gerne undersøge hvorfor Amir aldrig sagde noget, før tilsidst, nærmere.

Drageløberen

Fortælleren, Amirs, skyldfølelse er grundlæggende i bogen. Den gennemsyrer alle hans handlinger, fordi den ligger så dybt i ham, og man mærker, at han ikke kan blive fuldstændig lykkelig eller hvile i sig selv uden at behandle den tunge hemmelighed, han bærer. Derfor er venskab også et vigtigt emne, da Hassans kærlighed til Amir er grænseløs og uforbeholden på trods af Amirs til tider ubehagelige opførsel overfor Hassan.

Det kan undre, at Amir opfører sig som han gør overfor Hassan, da Hassan er så evigt sød og tilgivende overfor Amir, men Amir er klar over, at Hassan er et helt igennem godt menneske, og også baba og Rahim Khan beskrives som perfekte og elskede personer i Amirs øjne, og Amir må have en følelse af at det er svært at leve op til! Han ved fra start af, at hans måde at behandle episoden i gyden er forkert, men baba har ret: Med tiden bliver det kun værre.

Jeg kan godt undre mig over hvor forskellige kulturer er. I Afghanistan lægges der meget vægt på stolthed og ære, og familie og det at vide hvor ens familie stammer fra, er utrolig vigtigt for afghanere. Det kan virke meget mere strengt og lidt skræmmende, men samtidig mærker man også høfligheden, der ligger dybt i disse samme mennesker. Dette synes jeg var meget tankevækkende og interessant. Baba kan ikke fortælle om sin "affære" med Hassans mor, for at beholde sin æreog ikke mindst Alis ære, men han er et gennemkærligt menneske, der opfører børnehjem, hjælper folk, når de har brug for det - venner som bekendte. Og det er ikke kun baba - Farid og hans familie er ufatteligt hjælpsomme med at få Amir på vej til Sohrab (og også derefter). Og jeg synes at dette står i klar kontrast til den vestlige kultur, hvor man er høflige og venlige, men ikke så hjertevarme som afghanerne i denne bog fremstår.

Keed af verden

Keed af verden er Kingos kritik af materialisme, ugudelighed o. lign.
Kingo mener, at livet før himlen i virkeligheden er underordnet, og vi bare svæver rundt som skygger, og det væsentlige er faktisk bare at komme i himlen.
og som det mest væsentlige giver han faktisk udtryk for at han er "keed af verden" og egentlig kun ønsker at komme i himlen.

Keed af Verden

I den tekst vi har læst af Thomas Kingo ser vi i de første strofer hvor overfladisk verden, at vi mennesker bare er skygger og at det rigtige liv først starter i ’’den anden verden’’ – som han fortæller om i de sidste strofer. De første otte og de sidste syv strofer er hinandens modsætninger. Som overskriften også beskriver, er han faktisk ked af at leve & længes efter at komme i himmelen.

Keed af verden

Budskabet i Keed af Verden af Kingo er, at den egentlige lykke fidnes i himlen, og at vi ikke skal dvæle over det, da vores skæbne under alle omtændigheder er i guds hænder. Han nævner som eksempel på, at menneskets liv ikke har noget at gøre med himlen ved at forklare, hvorledes menneskelige ting som materilisme og ære, som giver én agtelse på jorden, ingen rolle spiller i himlen.