Manohla Dargis 'anmeldelse af 'Drageløberen'

Jeg er enig med ms. Dargis udtalelser omkring den manglende beskæftigelse med politik eller historie i filmen, og jeg finder det selv underligt, da det lige netop var noget af det, jeg fandt interessant, da jeg læste bogen. Som hun skriver: " - der er ingen årsager eller positioner, kun skurke og rædsler - (...) tilbyder os i stedet en række stemningsfyldte, realistiske landskaber, farverige seværdigheder og smilende drenge." Det virker som om at filmen skal pakkes mere ind, for at blive appetitlig, for at sælge, i forhold til bogen, måske fordi det er to forskellige slags publikum? Dét, mener jeg, er ærgeligt og synd, for ikke alene er historien og politikken spændende, men den er også utrolig vigtig for hele verden, da krig altid skal undersøges, kigges på, kritiseres. Som en af læserreaktionerne også kommenterer: "lefleriet for et publikum, der er pinligt uvidende om det meste af verdenshistorien". Igen, jeg kan ikke lade være med at tænke at sex sælger og det gør kedelig, politisk historie bare ikke. Ærgeligt! Desuden, som en anden læserreaktion også er inde på, er det da underligt at Amerikas rolle under den sovjetiske invasion ikke bliver beskrevet OVERHOVEDET? Det gør den selvfølgelig heller ikke rigtig i bogen, og det undrer jeg mig egentlig også lidt over.

Nu er det noget tid siden, jeg har set filmen, men jeg mindes at kunne huske, at jeg ikke var videre imponeret over skuespilpræstationerne, ligesom ms. Dargis. Jeg tror, at det hænger sammen med min fascination af litterartur, og det fantastiske univers det tillader dig adgang til. Når først jeg har lavet mig mine billeder, trukket al saft og kraft ud af bogen, så er det virkelig svært for mig at skulle forholde mig til nye, anderledes, fremmede billeder.

Men, det må også være svært at være anmelder, for du påtager en stemme og en holdning, som rigtig mange mennesker kan være uenig med dig i. Jeg mener, det kan jo godt være at det bare ikke var meningen med denne film at den skulle sætte forkus på fremstillingen af Afghanistans historie, og det vil jo altid stå til diskussion, hvad der skal lægges vægt på i en "fortolkning" som en filmatisering vel godt kan kaldes. Det er i hvert fald min holdning at instuktøren godt kunne have lagt mere vægt på den historiske og politiske del af denne historie.

Nu, når jeg har påstået, at en filmatisering er en slags fortolkning, så bliver jeg jo nødt til at stå ved det, og sige at en filmatiserings kvalitet ikke kan måles på dens overensstemmelse af bogen, da den på sin vis bør bedømmes ud fra sit eget grundlag. Altså, en filmatisering er en selvstændig fremstilling. Men, igen, når jeg nu har læst bogen, og godt kunne lide den, så var det svært, for mig, at tage nye, friske briller på og se filmen med friske øjne. Bogen hang meget over mit hovede. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag. Jeg har altid opfattet bøgerne som værende de bedste fremstillinger kontra filmatiseringerne. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag.