Manohla Dargis kritiserer bl.a. den dårlige skuespilpræstation, som jeg vil give hende delvist ret i. Men ikke kun præstationerne er kritisable, men derudover er castingen heller ikke specielt god. Assef, den hårde type, er i filmen en splejset, grim fyr, som ikke virker yderligere truende, men nærmere kikset og faktisk latterlig. Hans manglende skuespillerevner gør ikke dette bedre.

Hun nævner også at sceneopstillingerne er 'banale', og spændingsløse, hvilket jeg er enig i. Det er ikke et kunstprojekt i den æstetiske forstand, og det har selvfølgelig slet ikke været det der har været meningen, men filmen kunne have været meget stærkere, hvis skuespil og filmning havde været bedre og mere gennemtænkt. F.eks. da Amir sidder med Rahim Khan i sidstnævntes lejlighed og Amir får at vide at Hassan er hans nevø er klipningen uinteressant og går fra ene person til anden, og samtidig med et ringe skuespil fra skuespilleren Amir’s side. Skuespilleren, der spiller Rahim Khan, er dog modstykket og bevarer den rolige personlighed, som er så vigtig for hans rolle.

Til spørgsmålet om en filmatiserings kvalitet kan måles på dens overensstemmelse med bogen, er det svaret nej. Der er ingen tvivl om, at filmatiseringen selvfølgelig skal læne sig op ad bogen, men det kan blive nødvendigt at undlade nogle hændelser eller ellers så vigtige ting fra bogen af tidsmæssige årsager. Det er ikke alt, der kan skrives i en bog, som kan vises ligeså flot og meningsfyldt på film, og så kan det være nødvendigt at vise det på andre måder med filmiske virkemidler.