Romantik og romantisme

Teksterne er romantiske, fordi der søges efter en åndelig kærlighed. Følelserne er i centrum sammen med en længsel efter en åndelig og bedre verden.

"Simon Peder" går i et med naturen. Han får en højere indsigt via sanserne som han skal viderebringe til andre mennesker. Organismetankens mål er at samordne alt i tilværelsen - også hele mennesket. Alt er bundet sammen af en fælles ånd.

I "Plantonisme" er det syndige mennesket ikke tilfreds med tilværelsen i fænomenernes verden. I fænomenernes verden lever mennesker i en form for illusion/drøm, hvor der b.la. findes erotisk begær og skønhed, men som ikke er det ideelle. Derimod stræbes der efter lyset og ideernes verden. Mennesket må trøste sig med en fantasiverden, og længes efter guddommelighed. I digtet kommer dualismen til udtryk, altså en spaltning mellem krop og sjæl.

3.f Dansk: Staffeldt og Oehlenschläger

3.f Dansk: Staffeldt og Oehlenschläger

I platonisme findes der to verdener nemlige den fænomenernes verden og ideernes verden. Fænomenernes verden er den falske verden, som vi befinder os i i dag at der kan være både positivt og negativt ting, hvorimod i ideernes verden hvor alt perfekt og det er den oprindeligt verden.

I Platonisme beskriver shack staffeldt den jordiske verden som noget der skal overståes, fordi alt ved den jordiske verden er uægte, derfor skal vi nøjes med kun om at drømme og den virkelige verden nemlige i ideernes. Han slutter af med at vi selv må skabe hvad vi vil tror på via fantsien, kunst og litteraturen.

Den anden digt ”Simon peder” som er skrevet af Adam Oehlenschläger. Her beskrives Simon peder som går rundt i naturen. Alle elementer fra naturen taler til han, han går i ét med naturen.

Staffeldt og Oehlenschläger

I digtet "Platonisme", skrevet af Schack von Staffeldt i 1802, beskæftiger staffeldt sig med et dualistisk verdenssyn, der tager udgangspunkt i fænomernes verden og ideernes verden. Ideernes verden skildres som den hellige, oprindelige verden, hvor ånder og guder holder til, mens fænomernes verden er en falsk verden, et forvisningsted, hvor især sanser og kroppen står i stor kontrast til det åndelige perspektiv i ideernes verden. Med Staffeldts dualistiske filosofi får fantasien en central placering. Det er gennem anelse, drøm og sang, at digteren nærmer sig det ideelle og hæ­ver sig over den jordiske trivialitet. Fantasien skaber sit eget rum og ophæ­ver tiden.
I digtet "Simon Peder" skrevet af Ohlenschläger i 1805 beskrives, hvordan Simon en går i ét med naturen. Blomsternes taler som et kor til Simon og beriger ham med en åndelig indsigt, han bør videregive til de andre mennesker på jorden. Ohlenschläger vil med dette fortælle, at der bag denne tekst findes et andet sted end jorden, og at Skaberen findes overalt. At den åndelige og den jordiske verden hænger sammen.

Oehlenschläger ser verdenen som en stor sammenhæng mellem den legemlige verden og idéernes verden. At alting hænger sammen i én stor sammenhæng, men hvor menneskene har svært ved at gennemskue, at gud er overalt omkring dem. Menneskene fokuserer på nogle enkelte ting, og det er kun de altseende (digtere, præster og andre oplyste), der kan fokusere på verden som én stor helhed, derfor er det kun disse altseende mennesker, der får den ægte følelse af lykke og kun disse mennesker, der virkelig ville kunne elske himlen. Staffeldt derimod mener, at der er en anden verden, idéernes verden, hvor man er blevet udstødt fra til den jordiske verden. I den jordiske verden skal man bevise, at man er i stand til at modstå alverdens fristelser, for endelig senere at kunne drage tilbage til idéernes verden - den "rigtige" verden.

Radiator af Jan Sonnergaard

Radiator består af 10 noveller, og fælles for alle noveller er at hovedpersonerne er fra fattigste del af samfundet, og kan derfor ikke rigtigt finde ud af, hvor de hører til i samfundet. En anden fællestræk er at handlingen foregår i København. Hovedpersonerne gøre alt for at komme ud af den barske liv, derfor er novellerne synes jeg meget voldelig. Sonnergaards formål med de 10 noveller kan være at hvis man ikke ved, hvor man hører til i samfundet, og bliver ikke accepteret, så ender det med at man ikke kan holde det ud længere, og derfor begår en form for kriminalitet.

Det jeg vil undersøge nærmere er hvad Sonnergaard budskab med alle de noveller er . Og om han måske selv har haft en fattig baggrund og relatere til den.

Røgringe af Jacob Ejerbo

Novellen omhandler en mand ved navnet Rolf. Rolf er arbejdsløs og er afhængig af hash. Handlingen sker i løbet af en uge, hvor vi får at vide hvad han foretager sig i de enkelte dage. Hans misbruge gøre at han ikke har styre på sit liv, han er selv træt af sit liv, og prøver derfor på et tidspunkt med at stoppe sin misbruge. Men istedet for går han og drikker sig fuld og bagefter ender hos Karina, hvor hun så tilbyder han en joint, og Rolf tager imod det. I løbet af ugen er han blevet mere bevidst om verden omkring sig, han lægger blandt andet mærke til de mennesker omkring ham. Så man kan sige at i løbet af en uge bliver hans opfattelse af verden ændret, og er blevet mere bevidst om hvad han laver. Hver morgen drømmer han, og drømmene hører til det ubevidste, fx kan han ikke drømme når han ryger. Novellen slutter med at han fortæller sin pusher, at han vil stoppe med at røge hash. Som læseren får det indtryk, at han virkelige mener det seriøst denne her gang, at han vil stoppe med misbruget.

Radiator af Jan Sonnergaard

Jan Sonnergaards "Radiator" er en samfundskritisk novellesamling, der igennem 10 noveller beskriver det senmoderne samfund på både godt og ondt. Man får gennem disse noveller stiftet bekendtskab med en bred skare af hovedpersoner og forskellige individer, som hver især bidrager med deres historie.

Fælles for disse hovedpersoner er den ulykkelige tilstand, de alle sammen ender i. Nogle af novellerne lægger mere lykkeligt ud end andre, men de ender dog alle samme ulykkeligt - nogle går helt ned, andre dør og nogle giver helt op.
Jeg synes især novellerne Lotte og Immatrikuleret er interessante og samtidig en smule mystiske, fordi de begge indeholder personer, man ikke rigtig ved om eksisterer eller ej. F.eks. i novellen "Lotte", hvor Martin møder Lotte, som han forelsker sig dybt i. Efter en hed nat er Lotte pludselig væk, og Martin kan næste dag læse i avisen, at Lotte er fundet myrdet - det mærkelig er dog bare, at dødsdatoen er fastslået til fem ugen inden Martin overhovedet mødte Lotte. Dette samme mystiske element ser vi også i "Immatrikuleret", hvor hovedpersonen pludselig befinder sig på en bar omgivet af mennesker, vi ikke rigtig ved om eksisterer eller om de bare er illusioner.
Alt i alt kunne det være interessant at gå mere i dybden med hovedpersonernes fællestræk og betydning.

Radiator - Jan Sonnergaard

Det centrale i den her novellesamling, er Jan Sonnergaards samfundskritiske syn. Vi følger en masse mennesker der kommer fra den lave ende af samfundet og deres beskrivelse af arrogante folk fra overklassen samt deres kritik af tilværelsens meningsløshed.
I de noveller vi har læst er der meget druk, damer og kærlighed. Det at kunne tjene nok til hverdagen og at straffe dem der har trådt på dem livet igennem ser man også. Så hele vejen igennem er der en dyster stemning, som kun bliver afbrudt i kort tid af en lille smule glæde der dog hurtigt bliver pillet ned igen.

Der er intet jeg vil kunne sætte finger på der decideret er mærkeligt. Men i mange af novellerne ville jeg godt kunne sætte spørgsmålstegn ved dele af handlingerne.
Eller måske spørgsmålstegn ved enkelte emner der er i novellesamlingen, for eksempel ’’Lotte’’ hvor den starter meget godt ud med at beskrive en person, der klarer hverdagen ved at drikke, tage stoffer og stjæle fra sit arbejde, men det da den slutter med at virke mere som en gyser, kunne jeg ikke helt finde ud af hvad Jan Sonnergaards hensigt var.

Radiator - Jan Sonnergaard

Det centrale i novellesamlingen er det miljø hovedpersonerne befinder sig i. Det er barsk, koldt, hævnlystigt og usikkert. Personerne har i hver novelle forskellige former for aggressioner der skal ud til omverdenen. Det foregår bla. i form af had, jalousi, og mangel på kærlighed. Måden hvorpå hovedpersonernes livssituation er endt hvor den er, er i høj grad samfundets skyld! Sonnergaards måde at skrive på er både interessant og mærkelig, fordi han bevæger sig mellem det realistiske og det urealistiske. Han beskæftiger sig med samfundet, og gør det - kritisk.
Det ville være interessant at undersøge personernes tilstand nærmere og prøve at finde ud af hvorfor de reagerer som de gør.

Radiator - Jan Sonnergaard

Jeg vil mene, at det mest centrale i novellesamlingen er titlen, da denne har en stor symbolværdig. Alle hovedpersonenerne i novellesamlingen er fra de dårligere stillede socialgrupper, og deres forudsætninger for at have et velfungerende liv er på mange måder hæmmet. Det er netop her, at det er essentielt at se på titlen, da jeg anser denne som værende en metafor for menneskets behov for omsorg - altså en form for varme fra andre mennesker. Alle novellernes hovedpersonerne kunne godt have brug for noget omsorg fra andre mennesker, og derfor mener jeg altså, at titlen er det mest centrale i novellesamlingen.

Noget jeg anser som værende ret mærkeligt og bemærkelsesværdigt i novellesamlingen, er måden hvorpå Jan Sonnergaard bevæger sig mellem realisme og surrealisme. Novellerne i sig selv er jo realistiske nok, men handlingsmæssigt opstår der nogle situationer, der er så langt fra det trivielle, at det kan være svært at finde dem troværdige.

Jeg tror, at det ville være interessant at analysere de forskellige karakterer ved hjælp af Freuds og Jungs psykoanalyser. Brugen af disse psykoanalytiske metoder ville give et større indblik i de forskellige karakterer, og jeg tror, at man derefter ville kunne drage nogle vigtige konklusioner omkring novellerne og deres karakterer.

- Villads Christian Bache

Radiator - Steffen Nielsen

Et fælles træk for novellerne handler er at de handler om utilpassede unge mennesker.
Jeg kunne forestille mig at Novellerne foregik i 90'erne hvor det blev mere normalt at have en studenter eksamen, og hvis du blev arbejdsløs var det din egen skyld.
Den generalle røde tråd ligner for mig at det er unge mennesker, som ikke helt ved hvordan de skal opføre sig, i forehold til samfundets opstillede normer. Eller også har de svært ved at kommunikere med andre mennesker. Alle hovedpersonerne syntes at føle sig efterladt af stat og samfund. Jeg syntes at kunne trække en grov streg imellem novellerne omkring et emne der hedder mangel. Da jeg syntes alle hovedpersonerne, syntes at mangle noget i forhold til at kunne hjælpe dem selv. Enten et økonomisk grundlag, eller empati overfor andre mennesker.
Eller bare hjælp til at kunne aflæse den kulturalle kode som vi har i det danske samfund.
Det der undre mig mest ved denne novelle samling er enligt titlen på bogen, "Radiator" og det ville jeg enligt gerne komme frem til, ud fra en tolkning.
Andre ting der undre mig er hvorfor er der behov for at samle noveller omkring dette emne, og hvad der enligt gør at det fanger læseren at læse om disse individer som har det hårdt.
Det undre mig at at historierne næsten alle sammen foregår i det samme miljø. Jeg tror ikke på at det er arbejdsløse, og "svage" folk som samles i disse byer.

Radiator - Jan Sonnergaard

Hvad er centralt i novellesamlingen?
- "Det menneskelige ligger i nedturen og det er umuligt at møde et anstændigt menneske." For mig handler denne novellesamling om det fordærvede menneske. Sørgelige skæbner. Og selv når det går lidt godt, så er der noget fordækt bag alligevel. Kærlighed er også et centralt fokuspunkt i denne novellesamling, hvor især den "ulykkelige, forfærdelige, altopslugende " forelskelse bliver beskrevet.

Hvad er mærkeligt?
Sonnergaard skriver i et socialrealistisk, fantastisk univers, hvor der kan ske mange underlige, syrede, uforståelige ting.

Hvad vil jeg gerne undersøge nærmere?
Sonnergaards syrede univers og hans budskab med dette. Hvad har han på hjerte og hvorfor skal det komme til udtryk på denne måde? Hvad ligger til grund for universet. Dette er nok svært at undersøge, men ikke desto mindre interessant, da han efter min mening har opbygget et meget unikt univers.

Holm's umiddelbare vurdering af Radiator.

Jeg vil mene, at noget af det centrale i teksten er, at alle hovedpersonerne i novellerne lever i svagere socialgrupper og stammer fra den lavere del af det danske samfund. Dette udtrykker sig i deres tøj, omgivelser, sprog og nogen af hovedpersonernes forhold til rusmidler. 

Under min læsning af Radiator brugte jeg Maslows behovspyramide, hvor jeg prøvede at placere nogen af hovedpersonerne. Mange af personerne vil jeg mene, kun har opfyldt det som Maslow kalder mangel behov, altså behov der opstår når organismen mangler noget. Dog er teksten gennemsyret af frustration over, at de ikke kan opnå de vækst behov, der er selvrealisering og påskønnelse. Noget der kunne være meget interesant, ville være at prøve at kigge på novellen med en psykologisk vinkel med vægt på Freuds og Jungs psykoanalyser.

Radiator af Jan Sonnergaard

Denne novellesamling omhandler personer, der er utilpassede.

I alle novellerne, korte som lange, er der noget, som én af karaktererne ikke føler sig tilpas ved. Hver og én af historierne ender i en (drastisk) slutning, hvor denne karakter ender med mere eller mindre at få en form for forståelse eller åbenbaring af situationen helt i slutningen - der finder et vendepunkt sted.

Stemningen er i alle tre dele vemodig, og man bliver ramt af en modløshed af at læse novellesamlingen.

I tredje del er hovedpersonerne udskud og nogle, der har brug for hjælp. Det er ifølge dem selv samfundets eller omverdenens skyld, de er havnet i den situation, de er.

Jeg synes især novellen 'Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedsliv på de mest uheldige og ubelejlige tidspunkter' er mærkelig, fordi den går fra at være realistisk til at være mystisk og urealistisk. Derfor bliver den er derfor sværere at forholde sig til.

Den vil jeg meget gerne undersøge nærmere og gå i dybden med.

Vendepunkterne og slutningerne i historierne finder jeg også mærkelige og ved nogen af historierne uopklarende , da man ikke ved, hvad der sker efter: om personen ændrer sig, forholder sig anderledes til til den givne oplysning m.m..

Jeg ville gerne undersøge hovedkaraktererne i novellerne nærmere, for de har hver især en historie, der er speciel og som man ikke glemmer.

Radiator - Jan Sonnergaard

Jeg synes noget af det mest centrale i novellesamlingen, og det mest gennemgående, er den tilstand alle personerne er i. Den er frustrerende for stort set dem alle. Alle ønsker noget andet, er på bunden eller ser passivt til mens livet glider forbi. Ingen lader til at kunne gøre noget ved, det ulykkelige punkt deres liv når eller har nået i den pågældende novelle. Og de der forsøger sig, ender med at stå ligeså ulykkelige tilbage.
          Jeg synes især den sidste novelle, immatrikuleret 1.9.1982 samt Lotte var særligt mærkelige. De andre var let forståelige, og personens sindstilstand var lige til. Det er de i og for sig også her, men i slutningen af novellerne vender det hele på hovedet, på en måde der efterlader læseren med undren. i Immakuleret... er det fordi vi ikke længere ved om personerne rundt om bordet er til stede eller ikke til stede, og vi ved ikke hvor personen havner efterfølgende. I Lotte er det lidt det samme. Pludselig finder vi ud af, at hun aldrig har eksisteret, og at hun har været død før hun overhovedet dukkede op, og vi ved ikke længere hvad der egentlig er sket i Martins liv de seneste måneder. Dette synes jeg er to drejninger, der skiller sig ud fra resten af novellerne.
          Noget jeg gerne ville undersøge nærmere, er Jan Sonnergaards liv, og hvilke forudsætninger han har, for at skrive så ulykkelige noveller.

Radiator - Terese

Novellesamlingen 'Radiator' af Jan Sonnergaard kredser meget om de socialt udstødte i Danmark. Sonnergaard skriver meget hårdt. Forstået på den måde at han tager nogle dybe emner op som kan være svære at håndtere og forholde sig til. Fx fattigdom, misbrug, pædofili, grov mobning, kriminalitet og død. Han virker ikke særlig tilfreds med det danske samfund og mange af historierne viser jo også personer der falder gennem systemet og ikke får nogensomhelst hjælp til at komme op igen. Når jeg læste novellerne i novellesamlingen fik jeg det dårligt af mange af dem. Jeg havde ikke lyst til at læse dem for nogen af hovedpersonernes situationer var så overdrevent dårlige at jeg krummede tæer. Jeg vil gerne vide, hvad der får Sonnergaard til at skrive sådan? Hvorfor har han lige præcis fokus på dem? Derudover har jeg også problemer med at forstå en del af novellerne, der skal meget tolkning til, før jeg kan forstå, hvad Sonnergaard gerne vil lægge vægt på i præcis den novelle. Jeg vil gerne vide, hvad hans budskab er?

Røgringe - Jacob Ejersbo

Hvordan hænger handlingen sammen?
- Novellen er delt op i dag ligesom når man læser en dagbog, dog er den ikke skrevet som en dagbog efter min mening. Handlingen er bundet til hovedpersonen Rolf. Han vågner søndag morgen ved siden af en kvinde ved navn Karina. Derefter bliver hans dag beskrevet. Dette forløber over en uge.

Hvad driver handlingen frem?
- Sætningerne er meget korte i denne novelle. Man kan sammenligne det med gyser/horror-genren, hvor man ved hjælp af korte sætninger skaber en uhyggelig, anspændt stemning, fordi man læser hurtigere.

Hvilken udvikling sker der i teksten?
- Rolf er misbruger i større eller mindre grad. Han ryger pot og drikker bajere. Undervejs i novellen virker det som om han forsøger at stoppe med ryge, men falder alligevel i. Til allersidst bestemmer han sig dog for at holde helt op. Eller han vil i hvert fald forsøge at stoppe igen.

Røgringe - Jacob Ejersbo

Jacob Ejersbos novelle "Røgringe" omhandler Rolfs trivielle hverdag som arbejdsløs, hash-afhængig. Handlingen er delt op i dage og strækker sig i alt over en uge. Her er det tydeligt at se, hvordan Rolfs liv bare kører i ring. En ring han desperat prøver at slippe ud af, hvilket også forklarer titlen. Men afhængigheden af alkohol og hash holder ham inde i ringen og gør det umuligt for ham at komme ud af denne trivielle hverdag, som tydeligvis både keder og ærgrer ham.
Rolf virker deprimeret, og det virker en smule halvhjertet, da han siger, han er stoppet med at ryge hash. Han går i stedet ud og drikker sig hamrende fuld og ender igen sammen med Karina, som han egentlig ikke bryder sig synderligt meget om. Da hun tilbyder ham en joint, falder han i og tager imod den, og vi ender igen ved udgangspunktet.
Lørdag besøger Rolf igen sin pusher, hvor han fortæller, at han er stoppet med at ryge hash. Dette er endnu et forsøg på at bryde med denne ring, og det virker denne gang som han faktisk mener det.

Røgringe - Jacob Ejersbo

I Løgringe af Jacob Ejersbo møder vi Rolf der ligger i den lave ende af samfundet. Vi følger ham i en uge af hans liv som får historien til at hænge sammen. Her hører vi om hans hashmisbrug, druk og damer. Der er også andre elementer i. Blandt andet hans drømme, og hans nedtoning af hash. Men også hans tanker om Marianne. Teksten er bygget op kronologisk med korte og hurtige sætninger som man blandt andet ser i starten af ’’mandag’’ – ’’ingen post. Tygger tre panodil. Det eneste jeg har. De er bitre, men virker men jeg går. træerne springer ud. morgenmad på Enggaards Cafeteria. Rundstykker med ost of rullepølse.'' Da det er en jeg-fortæller, virker det også meget godt for teksten, da man ikke opfatter ham som en mand med meget at byde på, eller en man kan have dybe samtaler med.

Røringe

Novellen bliver drevet ufuldstændige sætninger med underforstået dybere mening. F.eks i starten "Vågner ved siden af Karina. Tømmermænd." Selvom vores hovedperson Rolf i modtagernes øjne bare lever en form for "hverdags" liv hvor han kun opfylder de mest basale behov, så udvikler han og hans samspil med andre mennesker.  Man kan sige at hans krop erfare og udvikler hans sind. Dette giver os en klar melding om temaet, som er kroppen i forhold til bevistheden. 

Røgringe - Jacob Ejersbo

Handlingen i Røgringe hænger kronologisk sammen. Der indgår flashbacks og ufuldstændige sætninger, hvilke er med til at danne handlingen. Læseren følger hovedpersonens liv i "dagbogsform" over en uge. Det der driver handlingen fremad er dels stemningsskiftene, og dels den hverdag han lever. Men også de drømme, stemninger og impulser der finder sted i hans bevidsthed. Undervejs reflekteres der over noget dybere. Måske over hvordan livet også kan se ud, under andre omstændigheder. Sidst på ugen bliver hovedpersonen mere "voksen" og mere bevidst. I starten går han bare op i at ryger og drikker osv. Efterhånden opsøger han gamle venner, han tænker over hvordan han kan få det bedre med sig selv, og sin bevidsthed, og undslippe noget, fra det udsatte miljø, han hidtil har befundet i.

Røgringe - Jakob Ejersbo

Jeg vil mene at handlingen hænger sammen i det, at vi oplever en uge i Rolfs liv, hvori han forsøger at blive fri af sit stofmisbrug. Historien skrider frem dag for dag, som bliver markeret som overskrifter i teksten. Hver dag starter med at Rolf vågner og beretter om sine drømme, manglen på samme eller sine tømmermænd i flere afskygninger. Hver dag laver han noget nyt, hvilket bringer en form for udvikling til teksten. Han reparerer sin motorcykel, kører på den, drikker sig fuld og ender lørdag med at vågne op med en kvinde - ligesom han gjorde i begyndelsen (om søndagen) hvorefter han gentager søndagen, og tager ned til hans pusher. Dog ryger han kun en dag, efter hans såkaldte stop. Så udviklingen er altså også svagt tilstede i teksten.

(ps. undskyld at det først blev efter 23, jeg kom først hjem efter 22 og skulle nå at læse etc. før jeg kunne skrive)

Jacob Ejersbo - Røgringe (at være utilpasset)

I novellen Røgringe hører vi om Rolf, som er konstant skæv - som udgangspunkt. Den er skrevet i korte sætninger - noget, der minder om notesprog. Men samtidig en form, der stemmer overens med Rolfs levemåde.

Rolf gennemgår en udvikling: Han starter hjemme hos Marianne (som har et barn med Rolfs pusher), som han er vild med. Dog "føler [hun] ikke det samme for [Rolf]". Han tænker på hende med jævne mellemrum, og det virker som om, at uden hende, er der ikke meget liv i ham. Han holder rygestop efter han har været sammen med hende, og det måske er gået op for ham, at det ikke skal være dem. Derfor drives historien frem af Rolfs udvikling, men dog med tilbagevisninger til hans tidligere liv og hvilke konsekvenser det har (da han besøger sin ven, Aske, hvis ældste barn Rolf er far til).

Udviklingen ses også på drømmene, der skifter form.

Røgringe - Steffen

I Novellen "røgringe" har vi rolf. Han er arbejdsløs, men venter på et nyt arbejde.
Gennem en uge beskrives der Rolfs dagligdag. Rolf er i gang med at stoppe, med at ryge hash.
Det er omdrejningspunktet i novellen. Rolf gør noget ud af sig selv, og det får han damer på. Damerne er hans måde at kompensere for ikke at ryge hash. Rolf er ikke som sådan utilpasset, han har en stor vennegruppe og hjælper sig selv. Rolf får hjælp af en ven til at få nyt arbejde som smed, han har valgt at stoppe med at ryge hash og han dyrker en masse motion.
Rolf lever et aktivt og socialt liv.

'Røgringe' - Terese

Historien 'Røgringe' af Jacob Ejersbo handler om Rolf. Handlingen er kronologisk og varer en uge. Vi starter søndag og slutter lørdagen efter. Det, der driver handlingen frem, er Rolfs udvikling, hans afvænning fra sit hashmisbrug og hans aggressionsdrift. Han bliver til sidst bedre til at håndtere sin aggressionskraft da han ikke længere er på stoffer. Men det er dødsdriften som gør at han hele tiden gør dumme eller ligefrem ulovlige og farlige ting. Han opdager dog, at livet er mere virkeligt, når han ikke er på stoffer. Han har kun været sammen med Trine, mens han var skæv, og han kan kun være sammen med Karina, hvis han er skæv. Han finder ud af, at han muligvis får lidt mere ud af det hele, hvis han ikke er på stoffer. Fx også da hans pusher altid har villet være sammen med Lillian, og da pusheren så endelig gør det, tror han, at det var en drøm, da han var skæv, da de gjorde det.

Bør prostitution legaliseres?

Jeg kan på ingen måde aktivt gå ind for at prostitution skal legaliseres, da det er moralsk forkert og der er en kæmpe skaderisiko for mænd og kvinder i denne branche. Samtidig er der mange som mere eller mindre ufrivilligt er havnet i sådan en situation, her tænker jeg på traffickingofre og lignende.
De undersøgelser der henvises til i debatten er dårlige, der er ikke rigtig nogen af debattørerne der kan blive enige om disse undersøgelser er valide og troværdige. Det kan jeg godt forstå, da prostitution er en lyssky branche, og derfor er den svær at undersøge. Dermed mener jeg også at dette område burde undersøges nærmere og mere videnskabeligt så man kunne få et godt overblik over situationen nu. På den måde, ville man kunne finde ud af hvad der er det rigtige at gøre.
Jeg hæftede mig meget ved Synne Graff forfatterinden, for hun havde været i miljøet, og som hun selv sagde, havde hun brugt sin ganske almindelige fornuft. Det var ikke små og uskyldige historier hun havde hørt. Og jeg kan kun gisne om de forfærdelige skæbner der er gået tabt i denne underverden. Denne form for prostitution er forfærdelig og jeg kan ikke forestille mig at der er nogen i hele verden der vil arbejde på denne måde.
Derimod findes der også prostituon som er lidt mere moralsk ansvarlig. Jeg læste en gang om en mand, ung og frisk, men han var kørt galt og var derfor endt i en kørestol som 21-årig. Denne mand, ung og viril, havde nogle behov. En løsning på dette blev en escort-pige. Forskellen på dette og det miljø Graff oplevede var frivilligheden. Denne pige havde ordnede forhold bag sig, og det hele var i orden imodsætning til de piger der lider under div. bagmænd. Som Pernille Rosenkrantz-Theil siger, så kan hun, escort-pigen, finde et nyt arbejde, hvis prostitution ikke er legalt. Ud fra min egen erfaring, de historier jeg har hørt, så virker det ikke som om, at prostituerede i underverdenen bare lige sådan kan skifte job.
Jeg tror, at vi alle kan blive enige om, at det er forfærdeligt for rigtig mange kvinder i denne branche. Dermed er spørgsmålet om legalisering af prostitution nærmere et spørgsmål om hvordan man redder flest mulige. Af denne grund vil jeg gerne henvise til den svenske undersøgelse der blev refereret til i udsendelsen. Denne undersøgelse viste at de unge sex-køberes interesse var dalet. Selvom det er en lyssky branche, så var den altså dalet. Når man vedtager en lov, så vil der altid være en periode, hvor man lige skal ”vænne” sig til det. Hvis man som samfund kan signalere at dette er forkert, så vil efterspørgslen falde, og når den falder, så vil udbuddet også. Det kan være det tager lang tid, men man får sendt et klart signal. Hvis man så samtidig kan lave nogle centre, her jeg tænker jeg fx på krisecentre for kvinder, selvom det er forbudt at udøve vold er der stadig udsatte kvinder som lever i forhold med voldelige mænd. Kunne man lave nogle centre specialiseret for prostitueret, ville man kunne håbe at det ville redde nogle.
Prostitution er ikke okay. Det er min personlige holdning.

Legalisering af prostitution

I diskussionen på debatten er der to hovedpåstande:

1. Hvorvidt prostitution bør legaliseres
2. Hvorvidt prostitution bør forbydes

Jeg kan godt forstå de personer, der mener, at prostitution burde forbydes, da der altid vil være en form for udnyttelse af kvinderne. Dog mener jeg, at man kan begrænse denne udnyttelse ved at legalisere prostitutionm, da vi derved undgår at selve prostitutionen går under jorden, og derved skaber utrolig ringe levevilkår for kvinderne.

Personligt mener jeg, at prostitution burde legaliseres. Dette vil give de prostituerede langt bedre levevilkår, da de samtidig ligestilles med andre erhverv.

Hvis prostitution bliver ulovliggjort, kan det resultere med langt dårligere levevilkår, da kvinder stadig vil lade sig ulovligt prostituere. Og når kvinder stadig lader sig prostituere, kan vi ikke se bort fra, at der vil være bagmænd, der vil udnytte kvinderne i større grad end hvis prostitution blev lovliggjort.

Legalisering af prostituition

I diskussionen om prostitution bør legaliseres eller ej udlægges forskellige synspunkter. I debatten, vi så, er den ene hovedpåstand, at prostitution bør legaliseres på lige fod med andre erhverv, fordi de prostituerede har krav på ligestilling med andre erhverv, herunder fagforening, bedre arbejdsvilkår osv.
Modargumentet til dette er, at købesex bør fodbydes, dertil også at prostitution som erhverv ikke bør legaliseres, dette fordi det er usundt for kvinderne, og fordi vi som samfund ikke accepterer alfonseri og rufferi.

Der kan selvfølgelig både argumenteres for og imod i denne sag. Jeg synes personligt, at prostitution bør legaliseres og dermed ligestilles med andre erhverv. Dette vil give de prostituerede langt bedre vilkår, og det vil samtidig gøre det lettere for os som samfund at bekæmpe de bagmænd, der udnytter de prostuterede.
Problematikken ved at udlovliggøre erhvervet og sexkøberne er, at vi med erfaringer fra Sverige, kan være sikre på at prostitutionen ikke forsvinder, fordi den forbydes. Den vil stadig foregå - dog bare under jorden, hvilket bare vil skubbe de prostituerede længere ind i en gråzone og gøre det endnu sværere at bekæmpe bagmændene.

På trods af disse argumenter kan jeg dog stadig godt forstå de personer, der synes prostitution bør ulovliggøres - for selvfølgelig findes der kvinder, der på trods af en legalisering af erhvervet, altid vil befinde sig i denne gråzone, samtidig kan heller ingen garanterer, at volden mod prostituerede stopper og her bør vi som samfund selvfølgelig tage vores del af ansvaret.
Jeg vil dog mene, at en legalisering af prostitution vil skabe de bedste rammer for de prostituerede.

2.f Dansk: Bør prostitution legaliseres?

Skal prostitution legaliseres i Danmark?

Det stor spørgsmål er om prostitution skal forbydes i Danmark eller ej, vi har set en udsendelse , hvor der er nogen personer der debattører netop om dette emne. Susanne Møller som selv er prostitueret er imod legalisering af prostitution , hun mener at dette erhverv burde ligstilles sammen med andre erhverve. Pernille Rosenkrantz og Pernille Vigsø Bagge mener at det er samfundets ansvar at gribe ind i sådan situationer, de har lavet en undersøgelse der viser at prositiution erhverv medføre stor arbejdsskader. Personligt synes jeg at købsex burde forbydes I Danmark, fordi man tæt hører nogen skrækkelige historier om prostituerede er næsten udelukkede narkomaner eller sexslaver, der smugles ind i landet fra de fattig lande Jeg tror de foretager sig prostitution, så de kan leve af det, da de ikke andet har at leve af.

Prostitutionsområdet

Den nuværende politik omkring prostitutions er diskrimenerende. En del prostituerede betaler skat og moms, men kan ikke være med i en A-kasse, tegne erhvervsforsikring modtage dagpenge, fordi prostitution  

ikke bliver anderkendt som et erhverv. Erhvervet har mulighvis visse konsekvenser, dog er det stadig et individuelt valg og ikke noget staten skal dømme, så længe de betaler skat og på denne måde bidrager til samfundet. Så selvom de prostituerede vælger en tabu lagt karriere, så skal de ligestilles med andre erhverv. 

Bør prostitution legaliseres?

Susanne Møllers påstand er, at prostituion bør være legitimt. (Fordi) de prostituerede kvinder lovligt skal kunne samarbejde med deres kunder og opnå rettigheder ligesom alle andre. Pernille Rosenkrantz påstand er, at det ikke bør være legitimt. Hendes belæg er at prostitution er usundt for kvinderne, og de skal ud af den gråzone de befinder sig i. Eksemplet med asbest er udemærket som argument for hvorfor, det ikke bør lovliggøres. Hun apperllere til logos. Susanne appellerer til patos. Der ligger mange etikse overvejelser i spørgsmålet. Hvis det lovliggøres sender det et positivt signal til befolkningen. Bagmændene vil muligvis benytte sig af det. Vi vil få svenske tilstande hvor prostitutionen nu er gået under jorden. (rygdækning) Claus taler både for og imod sagen. Hvis man kriminaliserer går det netop ud over kvinderne (belæg). Inden for 10 år har man ikke kunne finde ud af om der er kommet flere eller færre kunder (rygdækning).

En legalisering af prostitution

Prostitution i Danmark bør legaliseres, så de prostituerede kan stille krav, blive medlemmer af fagforeninger og dermed få rettigheder til at klage over eller stille krav til eksempelvis bade- og lokaleforholdene eller voldelige kunder. Prostitution er et erhverv, der i Danmark er lovligt, og kvinder og mænd, der sælger sex, bør derfor have rettigheder som rådgivning og hjælp ligesom andre erhverv har det. Det er muligt, at bagmænd og alfonser vil få lov til at udnytte prostituerede til egen fordel, men man sørger samtidig for, at det bliver mere åbent omkring emnet, og derfor bliver det lettere at opspore dem, som miljøet ikke accepterer.

En ulovliggørelse af prostitution ville føre til en holdningsændring i befolkningen, som det er sket i Sverige, hvor unge mænds interesse for dette er faldet efter forbuddet. Disse tal er dog svære at bevise, for selvfølgelig er interessen for at gøre noget ulovligt ikke stor.

En legalisering vil føre til et samfund hvor ligestillingen eksisterer – også for dem der er anderledes. Prostituerede er, ligesom andre folk, i stand til (og vil ligeledes i form af fagforeninger få hjælp til) at tage ansvar for og stilling til deres jobforhold og tage kampen om deres rettigheder op, og dette vil kunne realiseres med en legalisering.

legaliseringen af prostitution

Bør prostitution legaliseres? Jeg mener svaret er nej.
Der er ikke nogle bagmænd der skal have lov til at tage fortjeneste på at sælge kvinders seksuelle ydelser. Som reglerne er nu er det lovligt at prostituere sig selv, så længe man betaler skat.
Betaler du skat og er selvstændig, betyder det at du kan få iværksætter tilskud. Arbejder du alene står du også selv for din sikkerhed. Du er som prostitueret i din fulde magt til at ansætte en vagt. Som kan sørge for din sikkerhed.
Går du ud og arbejder på et bodel, giver det også en sikkerhed. Rufferi er dog ulovligt og derfor bør det straffes.
Hvis man bliver offer for menneskehandel og tvunget ud i prostitution er der flere organisationer som kæmper for dig. Blandt andet er der organisationer som deler jakker ud til gade prostituerede om vinteren. Politiet Laver ofte store indsatser for at fjerne bagmændene så disse kvinder kan få et fornuftigt liv, med værdighed.
Et af problemerne i denne kamp er at bare at netværket af bagmænd er så stort at det er umuligt at få fat i de bagerste led.

Generelt er denne anmeldelse af Manohla Dargis negativ. Hun mener, at bogen Drageløberen er betydeligt bedre en filmatiseringen. Dét, at de mange detaljerede beskrivelser i bogen ikke kommer med, gør, at filmen mister dens troværdighed.

Et sted i filmen, hvor jeg synes, man mister troværdigheden, er når man ser Assefs karaktér. For det første ser han ikke spor frygtindgydende, stærk eller farlig ud. Måden han er beskrevet på i bogen er så langt væk fra filmatiseringen, at hvis jeg ikke med mine egne øjne havde set ham voldtage Hassan, så havde jeg ikke gættet det var ham. Man får beskrevet i bogen, at han har lange lyse krøller, og at hans mor kommer fra Tyskland. Der bliver samtidig beskrevet at forældrene er bange for ham, hvilket jeg på ingen synes kommer til syne i filmen.

Som hun blandt andet lægger vægt på i anmeldelsen, bliver der ikke ser meget til de politiske og historisker aspekter i filmatiseringen. Istedet lægger vægt på landskabet og dens omgivelser, og vi får en masse spirrende farver og smilende børn. Den ting som instruktøren gør rigtig i filmatiseringen, er hans fokus på dragerne. Den starter med drager og slutter med dragerne. En rimelig klassisk metode at bruge, men jeg synes, at den virker ganske udmærket.

Manhola Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

Manohla Dargis er efter min mening en smule ekstrem i sin anmeldelse, da hun nærmest intet positivt har tilovers for filmen. Jeg synes, at filmen var ganske rørende på sin helt egen måde, selvom den flere steder falder igennem, når man perspektiverer til bogen. Dette anser jeg dog som værende en selvfølge, da filmatiseringer stort set aldrig lever op til bøgernes kvalitet hvad angår uddybelse af emner, temaer osv.

Noget jeg dog er enig i, er kritikken er de dårlige skuespillerpræstationer samt den ringe casting, som har fundet sted. Specielt synes jeg, at Assef, filmens bølle, der har en meget dominerende rolle i filmen, falder igennem. Da jeg læste bogen, anså jeg Assef som en stor, uhyggelig og truende type, hvilket slet ikke er tilfældet i filmen, hvor han nærmere er lille og spinkel. De generelle skuespillerevner blandt filmens børn kan heller ej komplimenteres, da disse mest af alt minder om skoleteaterskuespillere.

Når der bliver lavet en filmatisering af en bog, vil der altid blive stillet spørgsmålstegn vedrørende filmens kvalitet i fohold til bogen. I dette tilfælde vil jeg mene, at bogen er langt bedre. Dette grunder jeg med, at stort set alt i bogen er langt mere uddybet end i filmen. Her tænker jeg mest på relationsforholdene mellem de forskellige karakterer, som er meget detaljeret malet i bogen, mens det blot skitseres i filmen.

Ydermere lever skuespillerpræstationerne som sagt heller ikke op til det, man umiddelbart kunne håbe på. Dette kan meget vel resultere i, at filmen bliver utroværdig for seerne, da filmen dermed virker urealistisk.

2.f Dansk: Manohla Dargis

Om Manohla Dargis' anmeldelse af Drageløberen- Asma Sadaqat

Manohla kommer med en del kritik om filmen Drageløberen. Hun mener at følelsesmæssige scener i filmen er uægte end i bogen. Og den del er jeg enig med hende, fordi jeg synes i bogen der er følelsesmæssige scener meget stærke, og det vækker ens følelser og virker meget realistisk hvorimod i filmen synes jeg det virker meget tomt og mangelfuld.

Den anden kritik Manohla tager op er at hun synes at skuespillerne ikke er gode til deres roller. Jeg er også enig med hende her, fordi skuespillerne har en stor rolle for god film, og dette er ikke tilfælde i denne film.

Så en konklusion på dette er at det er en virkelige og tankevækkende bog, men filmen som tager udgangspunkt i den samme historie er ikke så vellykket på grund af de ovenstående problemer.

Manohla Dargis

Manohla Dargins filmanmeldelse af Drageløberen er lige kritisk nok efter min mening. Det er fint med kritik, især som anmelder men hun giver den ikke en chance som flere fra New York Times også nævner. Jeg er dog enig i noget af hendes kritik. Skuespillernes præstationer er ikke særlig indlevende. Hun fokuserer også på mindre væsenlige ting som, at filmen er optaget i Kina samt at skuespillerne ikke stammer fra Afghanistan. Det vigtigste efter min mening som manglede var de følelser mellem karakterene. Især forholdet mellem Amir og faderen. Det var voldsomt at læse om den enorme udvikling mellem fader og søn, der jo betød enormt meget for Amir. Der var mange andre detaljer fra bogen der glippede i filmen. Da Amir spørger sin fader om han har overvejet nye tjenere foregår det indenfor i filmen, hvor de i bogen laver havearbejde. Man ser heller ikke Amir og faderen går fra at være rige til fattige flygtninge i USA. Altting er meget rent i filmen. Manohlas forventinger lyder til at de ligesom når man læser bogen føler det hele meget autentisk og realistisk. Da bogen ikke er en biografi eller historisk korrekt (faglitteratur) men en fiktiv roman med spor af virkelige hændelser, historiske begivenheder og egne erfaringer, virker bogen så "ægte". Lige fra at have læst en bog til at se filmatiseringen vil der altid være mange ting der er skåret fra og må derfor naturligvis skuffe. Denne film synes jeg ikke går nok i dybten med detaljerne og følelser og mister derved en hvis alvor og indlevelse som jeg mærkede i bogen. Filmen er "fin" men bogen finerer, ligesom i så mange andre tilfælde.

Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

I Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen kommer hendes tydelige skuffelse af filmen klart til udtyk. Hun giver bl.a. udtryk for den manglende autencitet, som især skinner igennem ved de følelsesmæssige scener i filmen, hvilke hun mener er for hykleriske og uægte. Denne kritik af autenciteten kan selvfølgelig diskuteres udfra, om det kun er en mangel i filmen. Filmen beskriver de følelser og handlinger, der kommer til udtryk i bogen, men måske ikke godt nok? Jeg må sige, at jeg var yderst imponeret over bogen, og jeg synes bestemt ikke, at følelserne virkede uægte på noget tidspunkt i bogen. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor troværdige og sandsynlig nogle af handlingerne er, men det synes jeg bestemt ikke var en problematik, der kom til udtryk i bogen. Men jeg må så samtidig også indrømme, at filmen på ingen måde levede op til den velskrevede og meget autentiske bog, Khaled Hosseini har skrevet. Efter min mening kom filmen slet ikke i dybden med de meget stærke følelser, der beskrives i bogen, og jeg synes der var nogle vigtige mangler, f.eks. beskrives Amirs lange tur på vej til Kabul for at hente Sohrab slet ikke lige så autenciske, som den gøres i bogen, og sådanne eksempler synes jeg, der var mange af. Udover det må jeg også give Dargis ret i hendes kritik af skuespillerne, for de var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og det synes jeg virkelig sætter sit præg på filmen. Filmen stemmer dog utrolig meget overens med bogen, hvilket jeg umiddelbart ville have antaget som en god ting, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig lykkedes i denne omgang. Filmen virker bare som et dårligt resume af bogen, hvor kun de vigtigste pointer er medtaget. Men alt i alt en fantastisk vellykket bog - dog med en ringe filmatisering.

Drageløberen - Steffen

Jeg syntes at Drageløben har nogle klassiske temaer som: Krig, flugt og svigt.
De 3 ting er meget centralt i Bogen.

• Krigen - Der er flere krige i filmen. Der er indvaderingen af sovjet unionen, Krigen med Taliban og krigen med sig selv, om man tør stå op for autoriteter.
• Flugten - Flugten fra krigen, Flugten fra sandheden, flugten fra sig selv.
• Svigt - Svigt ved ikke at fortælle sandheden, svigt ved at rejse og svigt ved ikke at rede andre.

Jeg syntes det er mærkeligt at historien er så autentisk. Det er jo en gribende historie. Det er underligt hvordan den enlig har åbnet mine øjne og visket nogle af mine stereotype forestiller væk fra mig.

Noget som jeg gerne ville undersøge nærmere var hvordan man kan tjene så mange penge ved at stå på et loppe marked og sælge og købe hinandens ting.
Men også hvor meget forfatteren har lagt af sig selv i bogen, Fx er Drageløberen Khaled Hosseini debut roman. mens at det i bogen er Amirs debut bog.

Om Manohla Dargis' anmeldelse

I Manohla Dargis anmeldelse af Drageløberen som film, kommer hun ind på op til flere kritiske punkter ved filmen. Flere af dem vil jeg indrømme, at jeg kan nikke genkendende til. De dårlige skuespilspræstationer, for eksempel - for det var noget af det, jeg tænkte meget over mens vi så filmen. For det var ikke ligefrem prangende arbejde fra de voksne skuespillere...
Et andet punkt, som jeg også føler mig enig i, er at krigen glorificeres - og dog. For der var ikke meget af den! Jo, selvfølgelig forsøges der på en retfærdiggørelse af, at amerikanerne gjorde som de gjorde. Ved at fremstille det som et land, der efter russerne blev overtaget af taleban som blot gjorde alt værre. Men i filmen, synes jeg overhovedet ikke, at krigen spiller fokus - jo, de flygter da fra Afghanistan til USA. Og jo, det er da slemt da Amir kommer tilbage. Men alt om USA er her udeladt. Ligesom det ikke rigtigt virker som om, at filmen inddrager det politiske der er at finde i bogen - på trods af alle de ting den ellers berører! Det er som om, at de har været meget bange for at berøre dette emne. Måske pga. hvordan USA ville reagere på det?
Alt i alt føler jeg mig meget enig i, hvad Manohla Dargis i 2007. Omvendt synes jeg også godt, at jeg kan følge læsernes kritik. Men så fantastisk et udfald syntes jeg dog ikke, at filmen viste sig at være. Jeg følte, at den blev for hollywoodagtig og "alt skal nok blive godt igen", hvor bogen tværtimod bare blev mere og mere forfærdelig. Filmen var på en og samme tid for hurtig, og for langtrukken. Langtrukken i hele det lange stykke, inden Amir tog tilbage til Afghanistan, og alt for hurtig i det, at vi ikke får noget af vide om Sohrabs selvmords forsøg - hvilket jeg synes er meget væsentligt i forhold til det, der udspiller sig!
Om en filmatiserings kvalitet kan måles på overensstemmelse med bogen, vil jeg mene er forskelligt for hvert tilfælde. I dette tilfælde synes jeg dog, at bogen er langt bedre. Måske, ville jeg have set anderledes på det, hvis det var længere tid siden jeg havde læst den - eller så filmen inden! Så det vil jeg mene, er meget individuelt fra person til person, og fra film til film...

Manohla Dargis 'anmeldelse af 'Drageløberen'

Jeg er enig med ms. Dargis udtalelser omkring den manglende beskæftigelse med politik eller historie i filmen, og jeg finder det selv underligt, da det lige netop var noget af det, jeg fandt interessant, da jeg læste bogen. Som hun skriver: " - der er ingen årsager eller positioner, kun skurke og rædsler - (...) tilbyder os i stedet en række stemningsfyldte, realistiske landskaber, farverige seværdigheder og smilende drenge." Det virker som om at filmen skal pakkes mere ind, for at blive appetitlig, for at sælge, i forhold til bogen, måske fordi det er to forskellige slags publikum? Dét, mener jeg, er ærgeligt og synd, for ikke alene er historien og politikken spændende, men den er også utrolig vigtig for hele verden, da krig altid skal undersøges, kigges på, kritiseres. Som en af læserreaktionerne også kommenterer: "lefleriet for et publikum, der er pinligt uvidende om det meste af verdenshistorien". Igen, jeg kan ikke lade være med at tænke at sex sælger og det gør kedelig, politisk historie bare ikke. Ærgeligt! Desuden, som en anden læserreaktion også er inde på, er det da underligt at Amerikas rolle under den sovjetiske invasion ikke bliver beskrevet OVERHOVEDET? Det gør den selvfølgelig heller ikke rigtig i bogen, og det undrer jeg mig egentlig også lidt over.

Nu er det noget tid siden, jeg har set filmen, men jeg mindes at kunne huske, at jeg ikke var videre imponeret over skuespilpræstationerne, ligesom ms. Dargis. Jeg tror, at det hænger sammen med min fascination af litterartur, og det fantastiske univers det tillader dig adgang til. Når først jeg har lavet mig mine billeder, trukket al saft og kraft ud af bogen, så er det virkelig svært for mig at skulle forholde mig til nye, anderledes, fremmede billeder.

Men, det må også være svært at være anmelder, for du påtager en stemme og en holdning, som rigtig mange mennesker kan være uenig med dig i. Jeg mener, det kan jo godt være at det bare ikke var meningen med denne film at den skulle sætte forkus på fremstillingen af Afghanistans historie, og det vil jo altid stå til diskussion, hvad der skal lægges vægt på i en "fortolkning" som en filmatisering vel godt kan kaldes. Det er i hvert fald min holdning at instuktøren godt kunne have lagt mere vægt på den historiske og politiske del af denne historie.

Nu, når jeg har påstået, at en filmatisering er en slags fortolkning, så bliver jeg jo nødt til at stå ved det, og sige at en filmatiserings kvalitet ikke kan måles på dens overensstemmelse af bogen, da den på sin vis bør bedømmes ud fra sit eget grundlag. Altså, en filmatisering er en selvstændig fremstilling. Men, igen, når jeg nu har læst bogen, og godt kunne lide den, så var det svært, for mig, at tage nye, friske briller på og se filmen med friske øjne. Bogen hang meget over mit hovede. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag. Jeg har altid opfattet bøgerne som værende de bedste fremstillinger kontra filmatiseringerne. Det vil altid være et spørgsmål om smag og behag.

Drageløberen - Manohla Dargis - Steffen

Jeg syntes at Manohla til dels har ret. Der er en del at tage fat i. Bland andet det som som hun nævner omkring spørgsmålet "er det virkelig så slemt, som jeg høre" for han burde virkelig vide det, man mister jo ikke kontakten til det sted som man kommer fra. Især ikke når man bor i et muslimsk område. Men filmen og bogen er mangel fuld, blandt andet bliver der ikke nævnt noget om det politiske system. og selv om at Drageløberen følger den muslimske synsvinkel, syntes jeg den er mangler perspektiv. Den får det Taliban til at se ud som at det er en retfærdig måde at behandle de andre muslimske boger på.
Bla syntes jeg at filmen holder sig fint til bogen. Det er jo klart at man ikke kan skære 12 timer ned til 2 men alligevel er der så mange ting som kommer til at mangel. Det er de små vigtige detaljer.

Manohla Dargis kritiserer bl.a. den dårlige skuespilpræstation, som jeg vil give hende delvist ret i. Men ikke kun præstationerne er kritisable, men derudover er castingen heller ikke specielt god. Assef, den hårde type, er i filmen en splejset, grim fyr, som ikke virker yderligere truende, men nærmere kikset og faktisk latterlig. Hans manglende skuespillerevner gør ikke dette bedre.

Hun nævner også at sceneopstillingerne er 'banale', og spændingsløse, hvilket jeg er enig i. Det er ikke et kunstprojekt i den æstetiske forstand, og det har selvfølgelig slet ikke været det der har været meningen, men filmen kunne have været meget stærkere, hvis skuespil og filmning havde været bedre og mere gennemtænkt. F.eks. da Amir sidder med Rahim Khan i sidstnævntes lejlighed og Amir får at vide at Hassan er hans nevø er klipningen uinteressant og går fra ene person til anden, og samtidig med et ringe skuespil fra skuespilleren Amir’s side. Skuespilleren, der spiller Rahim Khan, er dog modstykket og bevarer den rolige personlighed, som er så vigtig for hans rolle.

Til spørgsmålet om en filmatiserings kvalitet kan måles på dens overensstemmelse med bogen, er det svaret nej. Der er ingen tvivl om, at filmatiseringen selvfølgelig skal læne sig op ad bogen, men det kan blive nødvendigt at undlade nogle hændelser eller ellers så vigtige ting fra bogen af tidsmæssige årsager. Det er ikke alt, der kan skrives i en bog, som kan vises ligeså flot og meningsfyldt på film, og så kan det være nødvendigt at vise det på andre måder med filmiske virkemidler.

Anmeldelse af drageløberen

Manohla Dargi skriver i sit indlæg meget kritisk om filmen ''drageløberen.'' Hun kommer blandt andet ind på at filmen ikke virker autentisk, skuespillerene kommer med en dårlig præsentation og at krigen bliver gjort til noget godt, selvom det i virkeligheden skaber en masse kaos og ødelæggelse. I en af de feedbacks hun får er der en der siger ''Hvorfor få en til at anmelde filmen, når hun ikke kan lide bogen'' ? Der vil jeg sige jeg er meget enig. For ligeså snart filmen begynder, kunne man sagtens forestille sig at fra hun sætter sig ned for at se den, har hun et kritisk syn fra den starter til den slutter. Man kan selvfølgelig ikke sige om hun er professionel nok til at kunne skelne mellem bog og film. Jeg kunne personligt meget godt selv lide bogen, da man får en masse følelser og sanser ind så man kan fornemme hvordan det er at være Amir. Men da vi så filmen følte jeg ikke rigtig det sammenhold Hassan og Amir havde til hinanden, som man får når man læser bogen.

Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen

I Manohla Dargis' filmanmeldelse af Drageløberen kommer hendes tydelige skuffelse af filmen klart til udtyk. Hun giver bl.a. udtryk for den manglende autencitet, som især skinner igennem ved de følelsesmæssige scener i filmen, hvilke hun mener er for hykleriske og uægte. Denne kritik af autenciteten kan selvfølgelig diskuteres udfra, om det kun er en mangel i filmen. Filmen beskriver de følelser og handlinger, der kommer til udtryk i bogen, men måske ikke godt nok? Jeg må sige, at jeg var yderst imponeret over bogen, og jeg synes bestemt ikke, at følelserne virkede uægte på noget tidspunkt i bogen. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor troværdige og sandsynlig nogle af handlingerne er, men det synes jeg bestemt ikke var en problematik, der kom til udtryk i bogen. Men jeg må så samtidig også indrømme, at filmen på ingen måde levede op til den velskrevede og meget autentiske bog, Khaled Hosseini har skrevet. Efter min mening kom filmen slet ikke i dybden med de meget stærke følelser, der beskrives i bogen, og jeg synes der var nogle vigtige mangler, f.eks. beskrives Amirs lange tur på vej til Kabul for at hente Sohrab slet ikke lige så autenciske, som den gøres i bogen, og sådanne eksempler synes jeg, der var mange af. Udover det må jeg også give Dargis ret i hendes kritik af skuespillerne, for de var bestemt ikke noget at råbe hurra for, og det synes jeg virkelig sætter sit præg på filmen. Filmen stemmer dog utrolig meget overens med bogen, hvilket jeg umiddelbart ville have antaget som en god ting, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig lykkedes i denne omgang. Filmen virker bare som et dårligt resume af bogen, hvor kun de vigtigste pointer er medtaget. Men alt i alt en fantastisk vellykket bog - dog med en ringe filmatisering.

2.f Dansk: Drageløberen - Emma.

2.f Dansk: Drageløberen -Asma Det centrale i historien er at Amir og Hassan ikke kan være venner på grund af deres vidt forskellige baggrund og Hassans udseende. Hassan er en hazara dreng, som på dette tidspunkt var folk som tilhørt middelklasse, og er ikke oprindelige fra Afghanistan, hvor Amirs far er fra en velstillet klasse, så de to har ingenting tilfældes. Hassans har et stort kærlighed og respekt for Amir, man Amir har til sidst en ubehagelige opførsel overfor Hassan, fordi han indser at Hassan ikke betyder noget for andre mennesker han er bare en Hazara dreng, og hvorfor skal man respektere og have kærlighed for en Hazara? Senere fortyder han den måde han har behandlet Hassan og har dårlige selvfølelse. Det andet ting er at Baba har høje forventninger til Amir, han vil have han en dag skal blive læge, og folk ser op til ham. Amirs drømme viser sig at være helt anderledes, og Amir kan ikke leve op til sin fars forventninger. Så æren spiller meget stor rollei historien. Jeg vil gerne undersøge hvorfor Aseef er blevet taleb, fordi i hans ungdom virkede han ikke religiøs og vi får at vide at hans var fra Tyskland

Drageløberen - Emma.

Jeg vil give mange ret i, at noget af det helt centrale i denne historie er svigt og skyldfølelse. Men det centrale er ikke kun denne svigt og skyldfølelse - men netop også, hvordan han vælger at takle og gøre op med denne skyldfølelse. Derudover lægges der utrolig meget fokus på ære og stolthed. Noget der - ligesom mange andre - undrer mig, er Amirs behandling af Hassan. Hassen er evigt loyal og tilgivende overfor Amir, hvorfor det godt kan undre at han ikke får den samme behandling og godhjertethed igen - især da han tit beskriver, hvor utrolig meget Hassan betyder for Amir. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af hvad der sidenhen skete med Sohrab.

Drageløberen - Carl-Emil

Jeg vil mene at det helt essentielle i denne historie må være Amirs skyldfølelse, og hvordan han vælger at takle denne. Altså, hvordan han vil prøve at gøre op for den måde han har syndet på tidligere, og betale sin "gæld" tilbage til Hassan.
Jeg tænker også, at det essentielle også er den påvirkning som samfundet har på Amir og Hassans forhold, hvordan deres traditioner og levevis og hvordan det kommer til udtryk ved deres handlinger.
Det er også der jeg i virkeligheden undrer mig. Hvordan kan det være at Amir reagerer i forhold til Hassan som han gør? Om det er misundelses over måden faderen er over for ham på, eller hvad det kan være. Jeg synes nemlig at han reagerer på en usympatisk og irrationel måde over for en person han kalder sin "ven"

Drageløberen

Det centrale i romanen er ære, skam, svigt/skyldfølelse. Amir har siden fødslen følt skam i livet, i og med at moderen forblødte, da hun fødte ham. Opvæksten hos faderen er udadtil fornem, men indadtil magler der nogle basale behov som kærlighed, respekt, og anderkendelse. Faderens forventninger, hans adfærd og holdninger lægger hele tiden pres på Amir, der selvfølgelig ønsker at opnå accept. Amirs drømme viser sig at være helt anderledes i forhold til faderens håb, hvilke tager lang tid for faderen at indse. Det er interessant hvordan forholdet mellem far og søn ændres i bogens forløb. Et andet centralt emne kan være forholdet mellem menneksets egen ondskab og kærlighed. Hassan og Amirs venskab lider under forskellige hierakiske vilkår, hvilke gør venskabet ufatteligt svært. Det undrer også mig en smule at at Amir lader sin vrede ramme Hassan så hårdt som det gør, og at han formår at svigte ham for livstid. Jeg ville gerne undersøge, hvordan det sidenhen er gået med den stakkels Sohrab. Romanen tror jeg både er voldsom fiktion og samtidig fattelig virkelighed!

Drageløberen - Frederik Holm.

Som de kloge piger fra vores klasse allerede har skrevet, så kan man ligge vægt på mange vinkler i historien. Dog vil jeg mene at det mest centrale i teksten er den måde Khaled Hosseini formår at fremstille Afghanistan på. 

Selvom det er en fiktiv bog, formår den at tage os ud på en rejse, der tager os igennem Afghanistans historie fra de tidligere 1970'ere til ca. år 2001. 

Afghanistan blev først kendt efter 2011 efter de to tårne braste sammen d. 11 septemper 2001. Derfor  de fleste mennesker ikke i vesten ikke identificere landet med andet end opiumhandel og terrorister. Det lykkes Khaled Hosseini at lave om på disse fordomme og giver os et andet billed end det Afganistan medierne præsentere. 

Dragerne er i Afganistan et symbol på håb og fred, fordi dragerne flyver op mod himlen, hvor den eneste der kan styre skæbne og skabe fred er, nemlig Gud. Så i alene titlen prøver Khaled Hosseini, at vise os at alt Afghanerne i virkeligheden ønsker er fred, i stedet for at forsætte den meget blodige historie. 

Drageløberen

Det centrale i teksten er som de fleste nok er enige i, skyldfølelsen. Man hører meget om den gennem hele historien. Men jeg synes også at det er hans stræben efter at gøre alt, for at få hans fars respekt. Hvilket ikke er så mærkeligt, da mange børn ser op til deres forældre.
Men det er mere den måde han svigter Hassan på og aldrig gør noget ved det der virker underligt. Jeg kan godt forstå ham at han måske ikke bare griber ind med det samme da han ser dem overfalde Hassan i gyden - Men at han ikke henter hjælp, eller med tiden prøver på at rode bod på det (Han gør det lidt til sidst ved at tage hans barn til sig, og acceptere hans far ikke er så perfekt som han har gået og troet hele hans barndom)
Så jeg ville rigtig gerne vide hvordan tingene var gået hvis de to barndomsvenner havde taget kontakt til hinanden.

Khaled Hosseini: Drageløberen

Jeg er helt enig med Maja om, at det centrale i denne roman må være Amirs skyldfølelse og ikke mindst det kæmpe fokus, der lægges på ære og stolthed. Amir gennemgår en stor udvikling gennem bogen, og det virker som om, han til sidst vælger at bryde med denne stolthed og ære, imed han accepterer Hassan som sin uægte bror og Sohrab som hans nevø uden at ligge skjul på, hvordan dette har kunnet lade sig gøre. Jeg kan dog stadig undre mig over, hvorfor Amir ikke gør noget ved denne ulidholdelige skyldfølelse, han bærer rundt på efter episoden ved gyden. Den plager ham utvivlsomt, og med hans ellers ærlige sind kan det være svært at forstå, hvorfor han ikke gør noget for at mindske den noget før. En anden ting, der har undret mig, er som Maja også skriver Amirs dårlige behandling af Hassan. Hassan er loyal og vil gøre alt i verden for Amir, men det synes ikke, at gå op for Amir før det er for sent, og dette undrer mig, idet han til tiden også beskriver, hvor meget Hassan betyder for ham.

Drageløberen

Jeg synes, at det er svært at finde en specifik central ting. Men hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok ligesom Signe tage fat i synden. Det var i hvert fald det, jeg bed mærke i som en meget central ting. Især på grund af samtalen med faren om, hvad synd egentlig er. Det er også et meget gennemgående emne i hele teksten - og man sidder lidt tilbage med følelsen af ikke at vide, om der egentlig er blevet gjort op med Amirs synd. Jeg ved ikke, om jeg helt syntes at der var noget vildt mærkeligt i bogen - men det gjorde mig sur at filmen ikke havde det sidste med, det blev alt for happy ending agtigt, for drengen skal jo så grueligt meget ondt igennem... Jeg ville gerne undersøge, hvorfor Amir får Hassan "fyret" og sendt væk - og hvorfor hans samvittighed tillader dette.

Drageløberen - Khaled Hosseini

Jeg synes, at synd er centralt. Hvad er synd? Hvem er ond? Jeg har sympati med alle karakterene. Ondskaben i denne fortælling kan jeg slet ikke holde ud. Jeg kan ikke klare at to små drenge sættes i verden og deres skæbne er forudbestemt på en sådan måde at lige meget hvad der sker, så vil de på et eller andet tidspunkt skulle rydde op efter deres forældre. Jeg synes, Assef er en underlig karakter, men han runder historien godt af. I mine øjne får det dog lidt en Hollywood-virkning, men det er måske også tiltrængt, for at kunne holde det hele ud. Jeg synes også, at det er mærkelig/sjovt, at jeg havde en fornemmelse af at den første del af historien i Afghanistan, Kabul, hvor Amir og Hassan er børn, varede meget længere, i forhold til den fornemmelse jeg havde anden gang jeg læste den. Jeg vil gerne undersøge hvorfor Amir aldrig sagde noget, før tilsidst, nærmere.

Drageløberen

Fortælleren, Amirs, skyldfølelse er grundlæggende i bogen. Den gennemsyrer alle hans handlinger, fordi den ligger så dybt i ham, og man mærker, at han ikke kan blive fuldstændig lykkelig eller hvile i sig selv uden at behandle den tunge hemmelighed, han bærer. Derfor er venskab også et vigtigt emne, da Hassans kærlighed til Amir er grænseløs og uforbeholden på trods af Amirs til tider ubehagelige opførsel overfor Hassan.

Det kan undre, at Amir opfører sig som han gør overfor Hassan, da Hassan er så evigt sød og tilgivende overfor Amir, men Amir er klar over, at Hassan er et helt igennem godt menneske, og også baba og Rahim Khan beskrives som perfekte og elskede personer i Amirs øjne, og Amir må have en følelse af at det er svært at leve op til! Han ved fra start af, at hans måde at behandle episoden i gyden er forkert, men baba har ret: Med tiden bliver det kun værre.

Jeg kan godt undre mig over hvor forskellige kulturer er. I Afghanistan lægges der meget vægt på stolthed og ære, og familie og det at vide hvor ens familie stammer fra, er utrolig vigtigt for afghanere. Det kan virke meget mere strengt og lidt skræmmende, men samtidig mærker man også høfligheden, der ligger dybt i disse samme mennesker. Dette synes jeg var meget tankevækkende og interessant. Baba kan ikke fortælle om sin "affære" med Hassans mor, for at beholde sin æreog ikke mindst Alis ære, men han er et gennemkærligt menneske, der opfører børnehjem, hjælper folk, når de har brug for det - venner som bekendte. Og det er ikke kun baba - Farid og hans familie er ufatteligt hjælpsomme med at få Amir på vej til Sohrab (og også derefter). Og jeg synes at dette står i klar kontrast til den vestlige kultur, hvor man er høflige og venlige, men ikke så hjertevarme som afghanerne i denne bog fremstår.

Keed af verden

Keed af verden er Kingos kritik af materialisme, ugudelighed o. lign.
Kingo mener, at livet før himlen i virkeligheden er underordnet, og vi bare svæver rundt som skygger, og det væsentlige er faktisk bare at komme i himlen.
og som det mest væsentlige giver han faktisk udtryk for at han er "keed af verden" og egentlig kun ønsker at komme i himlen.

Keed af Verden

I den tekst vi har læst af Thomas Kingo ser vi i de første strofer hvor overfladisk verden, at vi mennesker bare er skygger og at det rigtige liv først starter i ’’den anden verden’’ – som han fortæller om i de sidste strofer. De første otte og de sidste syv strofer er hinandens modsætninger. Som overskriften også beskriver, er han faktisk ked af at leve & længes efter at komme i himmelen.

Keed af verden

Budskabet i Keed af Verden af Kingo er, at den egentlige lykke fidnes i himlen, og at vi ikke skal dvæle over det, da vores skæbne under alle omtændigheder er i guds hænder. Han nævner som eksempel på, at menneskets liv ikke har noget at gøre med himlen ved at forklare, hvorledes menneskelige ting som materilisme og ære, som giver én agtelse på jorden, ingen rolle spiller i himlen.

Keed af verden budskab

Budskabet i Kingos ''keed af verden'' er at informere læseren om, at himlen er lykken og at vores skæbne er i guds hænder. Det kan man se i salmen, hvor kingo bl.a nævner rigdom og ære, som har 2 forskellige betydninger hvert sit sted. På jorden spiller de ting en rolle for, hvilken person man er i andres øjne, men i himlen spiller alt det ingen rolle og ingen er over nogen. For du kan ikke tage det materalistiske med i himlen, kun det åndelige.

Af Anders Rasmussen 2.f

Kingo: Keed af Verden og kier ad Himmelen

Kingo salme handler om livet på jorden og 'livet' i himlen. Livet på jorden er forgængeligt hvorimod efterlivet er for evigt. Kingo hylder livet efter døden og kalder livet på jorden hårdt og forfærdeligt. Jeg tolker Kingos tekst til at livet kun er værd at leve fordi vi kommer i himlen bagefter. I salmen lyder det som om at Kingo er træt af livet og egentlig bare venter på at komme op i den dejlige himmel. Han føler ikke at han får noget ud af livet på jorden. Al hans besvær er til ingen nytte, der er ingen grund til at gøre noget andet end at tro på Gud og følge hans bud. Det er himlen der tæller.

Keed af Verden, og kier ad himmelen

Salmen Keed af Verden, og kier ad himmelen er skrevet af Thomas Kingo.
Salmen er bygget op af 15. vers. Teksten starter med at beskrive det jordiske liv, og materielle ting.
Det er fra vers 1 - 8, og fra vers 9 - 15 fortæller salmen om det himmelske liv, i Aberams skød.
Jeg Syntes at Salmen fortæller at selv om du har haft et hårdt jordisk liv, vil du finde frelse oppe i himmelen.
Selv om du har været en slem person vil du finde frelse hos Jesus og Abraham. for de er de almægtige.
Gud er almægtig og endelig, så fri dig selv fra de materielle bånd, for alle er lige i himmeriget